Vundet millioner: Så hårdt har livet været

For et par har livet vendt sig helt på hovedet.

Et heldig par vandt millioner. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad der skulle have været en stille fredag aften i Randers udviklede sig ganske anderledes for et par i 40’erne.

De to danskere havde nemlig spillet Eurojackpot og det skulle vise sig at være en rigtig god idé.

Spillefuglene havde været afsted på familiebesøg hele fredagen, men da de kom hjem lørdag gik det op for dem, at deres liv var vendt helt på hovedet.

-Vi havde været ovre hos min mor og min søn og jeg var gået hjem. Da vi kommer ind i huset hører jeg min mand råbe ”Nej’, Nej Nej”, højere og højere. Han kommer ned i underbukser med kuponen foran sig og siger helt chokeret: Vi har vundet, VI HAR VUNDET! SYV MILLIONER KRONER! Så skriger jeg bare. Græder vist også lidt og begynder at ryste over hele kroppen. Det var så overvældende, lyder det fra den nyslåede millionøse i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Jalapenos med lidt ekstra

Den første reaktion var at ringe til begge deres mødre og fortælle den glædelige nyhed. Parret har nemlig været gennem en meget svær tid, der hvor kvinden har været sygemeldt grundet en ulykke, der har resulteret i kroniske smerter.

– Så vi har været nødt til at vende hver en krone, da det kun er min mand, der har kunnet tjene penge. Og han har altså ikke et job, hvor han tjener alverden. Så det har været virkelig hårdt. De penge kommer simpelthen som sendt fra himlen. Vi er helt høje stadigvæk, siger hun.

Artiklen fortsætter under videoen.

Kvinden forklarer videre, at kuponen blev købt ved, hvad der på alle måder kan betegnes som et sandt lykketræf. Det var nemlig en tur i Fakta, der skulle vise sig at ændre alt.

– Jeg skulle ind og købe nogle jalapenos og min allerførste tanke var, at jeg skulle i Rema. Men jeg ombestemte mig i sidste sekund og kørte ind i Fakta, hvor man tager sådan en brik og får en kupon ud af det. Tænk, at sådan et lille stykke pap kan komme til at betyde så meget, lyder det.

Der bliver således talt om masser af drømme og muligheder derhjemme og i første omgang vil parret formentlig købe en ny bil.

-Vores gamle bil klarede med nødt og næppe synet for nylig. Vi havde nærmest fået skrabet de 7000 kroner sammen, det kostede, og bad til at den kunne klare et par år mere. Nu behøver vi slet ikke bekymre os om det. Det er så vildt.

Fredag aften er der 475 millioner i puljen i Eurojackpot.

Powered by Labrador CMS