Vulkan på ferieø i voldsomt udbrud

Lørdag gik vulkanen Agung i udbrud for anden gang på en uge. Det betød aflyste afgange fra Europa og Asien

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere internationale luftfartsselskaber fortsætter søndag flyvningerne til og fra Bali, efter at vulkanen Agung lørdag aften gik i udbrud for anden gang på en uge.

Flere selskaber oplyser søndag morgen lokal tid, at de stadig vurderer situationen på den populære turistø.

Både Qantas, Jetstar og Virgin oplyser, at de gennemfører planlagte flyvninger søndag. Lørdag blev lufttrafikken ellers forstyrret, da vulkanen Agung sprøjtede en grå askesky mindst 1500 meter op i luften.

Flere afgange fra byer i Australien, Holland og Malaysia blev aflyst eller ændret lørdag aften og tidligt søndag morgen.

Piloter fra Jetstar oplyser, at vilkårene er blevet markant forbedret siden lørdagens udbrud.

– De fleste planlagte flyvninger til og fra Bali vil blive gennemført, lyder det i en meddelelse fra Jetstar søndag morgen lokal tid.

Selskabet advarer dog sine kunder om, at vulkanen og askeskyen er meget uforudsigelige. Derfor kan flyvninger blive aflyst eller ændret med kort varsel.

Stor askesky

Lørdagens udbrud resulterede i en større askesky end et tidligere udbrud, der fandt sted tirsdag.

Det oplyser Indonesiens katastrofemyndigheder.

Omkring 25.000 er blevet evakueret fra området omkring vulkanen og flyttet til hundredvis af sheltere andre steder på øen.

Efter tirsdagens udbrud ændrede Singapore på rejsevejledningen til Bali. Her blev rejsende advaret om, at askeskyer kunne “påvirke lufttrafikken alvorligt”.

Ildringen

Bali, der er kendt for sine strande og templer, er placeret i den såkaldte “ring af ild”, der er et seismisk område, hvor vulkaner og jordskælv forekommer særligt hyppigt.

Turisme udgør hjørnestenen i Balis økonomi, og sidste år tiltrak øen omkring fem millioner turister.

Agung, der er det højeste punkt på øen, befinder sig på Balis østlige side og har en højde på lidt over 3000 meter.

Sidste gang vulkanen gik i udbrud var i 1963. Dengang kostede udbruddet flere end 1000 mennesker livet.

Powered by Labrador CMS