Voldsomt vejr: Politibil i vildt uheld
En kvindelig betjent skal en tur på skadestuen, efter at politibil kørte galt i nærheden af Hjørring.
En politibil er lørdag aften kørt galt i nærheden af Hjørring på grund af vand på vejen.
Det fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
– Der er meget vand på kørebanen, og lige pludselig er der meget glat føre, og bilen vælter om på taget og ligger nu ude i rabatten, siger han omkring klokken 21.30.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Der er tale om en soloulykke, der skete omkring klokken 21.00 på Hirtshalsmotorvejen (E39) syd for afkørsel 4 ved Hjørring.
En kvindelig betjent skal en tur på skadestuen, da hun har smerter i nakken. Der var to betjente i bilen.
Per Jørgensen fortæller, at der generelt set er meget våde og glatte veje på motorvejen, og politiet opfordrer bilisterne til at køre ekstra forsigtigt.
Samme melding kommer fra flere andre politikredse – herunder Østjyllands Politi.
– Vi advarer om øget risiko akvaplaning på motorvejen i Østjylland, grundet kraftigt nedbør. Der ligger hagl på kørebanen. Kør ekstra forsigtigt, skriver politiet på Twitter.
Også Nordjyllands Politi har advaret mod det glatte føre på Twitter.
Ud over regnvejr har lørdagen også været præget af kraftig blæst i store dele af landet, og i en del politikredse meldes om enkelte væltede træer i løbet af dagen.
I galleriet ovenfor kan du se billeder af den forulykkede patruljebil.
Galt fører og meget dårligt lvejr. Bilister melder om våde og meget glatte veje på Motorvej E39 lige syd for Hjørring. Der er allerede sket et færdselsuheld, så venligst kør forsigtig
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) February 22, 2020