Voldsomt vejr giver problemer flere steder

Politiet har nok at lave rundt omkring i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 9. februar 2020 står i vejrets tegn, det voldsomme vejr.

Som Newsbreak.dk fortalte tidligere, bliver landet dog nok ikke ramt af storm i dag, men mindre kan også give politiet noget at lave.

Artiklen fortsætter under videoen. 

På Fyn kunne politiet 13.51 meddele, at træerne var begyndt at vælte “flittigt.”

– Kør forsigtigt, skrev politiet i den forbindelse.

Pas på vandet på vejen

Det samme råd kom de med i Østjylland, da politiet klokken 14.17 meddelte, at der er risiko for akvaplaning flere steder i kredsen.

Her beder man også folk om at overveje, om de har brug for at komme afsted i “lette køretøjer og andet.”

Det er i øvrigt ikke kun på Fyn, man har problemer med væltede træer.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skrev på Twitter, klokken 14.36, at Ndr. Ringgade i Slagelse, mellem Holbækvej og Rosenkildevej var spærret grundet et væltet træ. Håbet var her, at vejen var genåbnet omkring 16.00.

Også i det sønderjyske har politiet haft noget at give sig til. Klokken 15.24 tweetede politiet, at såkaldte stormturister sætter deres eget og andres liv på spil.

Politiet henviste til, at borgere udsætter sig selv og andre for fare, hvis de vælger at gå ud på høfder og moler for at komme tæt på det voldsomme vejr, der særligt rammer den vestlige del af Danmark i dag.

En regn af tagsten

Klokken 15.34 tweetede de igen i Syd- og Sønderjyllands Politikreds, denne gang for at fortælle om væltede træer og nedfaldne tagsten.

– Vi har  flyttet et par biler fra Havnen i Esbjerg, da der var fare for, at de blev oversvømmet, skrev politiet også i den ombæring.

Newsbreak.dk holder øje med det voldsomme vejr. 

Powered by Labrador CMS