Voldsomt uvejr på vej til Danmark
Der er store chancer for voldsomt vejr. Især i en del af landet.
Hvis du påtænker en sen aften på terrassen med en kold drink i hånden, så bør du måske lige overveje den ide én gang til. Medmindre den er overdækket. Terassen, altså.
Drinken kan du med fordel sætte en paraply i – for et voldsomt vejr er på vej til landet. Og det rammer især et sted.
– Det er et frontsystem fra Nordsøen, der nærmer sig, siger Dan Nilsvall, vagtchef ved Danmarks Meteorologisk Institut, til Newsbreak.dk.
I det system befinder sig blandt andet både skyer og torden. Foruden regn.
– Så vi har udsendt et risikovarsel for skybrud, der kan ramme lokalt. Altså med nedbør på mellem 25 og 35 millimeter (på en halv time), siger Dan Nilsvall.
(Newsbreak.dk har tidligere fortalt, hvordan du sikrer dit hjem mod skybrud. Det kan du se HER).
Det rammer fra cirka klokken 23 lørdag aften – og i en ganske pæn linje og opad. (Se billede i galleriet).
– Altså i det nordjyske. Men det bevæger sig langsomt, siger vagtchefen.
Det betyder, ifølge Dan Nilsvall, altså store mængder vand.
– Det er på grund af kulden i højderne og så den relative varme. På den måde bliver luften ustabil, uddyber han.
Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning), nedsat sigtbarhed.
Inden regnen
Der bliver dog mulighed for før omtalte drink i nogenlunde vejr.
– Inden regnen bliver det en ganske hyggelig dag med temperaturer på mellem 18 og 21 grader og med nogen sol, siger Dan Nilsvall.
Vinden bliver til gengæld ikke værd at skrive hjem om: Svag til let og aftagende.
Udover det dårlige vejr i det nordjyske kan resten af landet forvente en aften og nat med skyer de fleste steder.
Søndag, da?
Søndag morgen starter med en smule byger hist og her, men i løbet af dagen klarer det op. Og så er der mulighed for sol.
– Det bliver en pæn afslutning på weekenden med omkring 19-20 grader, siger Dan Nilsvall, der dog også gerne vil henlede opmærksomheden på tirsdag i kommende uge: Den bliver nemlig pænere, end vi er vant til.
– Nogen sol og grader. Omkring de 22-23, slutter vagtchefen.