Voldsomt rambuktyveri mod jagtforretning
Da politiet nåede frem, holdt der en sort Golf inde i forretningen.
Natten til mandag, klokken 00.22, var der kunder i butikken hos Jagt & Outdoorcentret på Centervejen i Asnæs, Odsherred.
Det var ikke inden for normal åbningstid. ‘Kundernes’ entre i butikken hører heller næppe til normal-begrebet:
– De kører bilen ind i forretningen, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.
Så det betyder, at bilen, en sort og engelsk indregistreret VW Golf, ganske simpelt blev kørt gennem forretningens sydlige facade.
Herefter går to gerningsmænd i gang med at stjæle lyddæmpere, kikkerter og lommelygter, inden de forsvinder fra stedet. Til fods, vel at mærke.
Golfen holder altså stadig inde i forretningen, da politiet når frem.
Savner en ejer
Midt- og Vestsjællands Politi har endnu ikke fundet ejeren af Golfen.
– Bare fordi, der sidder en engelsk nummerplade på bilen, betyder det jo ikke, den er engelsk. Det skal vi nu finde ud af, siger Carsten Andersen.
Forretningen har endnu ikke opgjort, hvad der mangler af varer.
De to gerningsmænd beskrives som mellem 180 og 190 centimeter høje og iført mørkt tøj.
– Det har vi fra overvågningskameraet, sige Carsten Andersen. Det kamera er også grunden til, at politiet kan melde ud, hvad de to mænd gik så målrettet efter.
Vidner søges
Nu vil politiet gerne høre fra vidner, der eventuelt har set den sorte Golf køre rundt i Asnæs eller som i øvrigt har oplysninger til sagen.
Er det dig, ring til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon nummer 114.