Voldsomt knivoverfald på hospital: Det mest alvorlige
Hændelsen, hvor en patient blev stukket med kniv på Psykiatrisk Hospital i Risskov, var mere alvorlig end tidligere episoder på afdelingen
– Vi har på vores afdeling ikke tidligere haft episoder med en sådan alvorlighedsgrad.
Sådan lyder det fra ledende overlæge på Afdeling P, Merete Bysted. Hun slår fast over for TV2 ØSTJYLLAND, at personalet på de psykiatriske afdelinger nu skal lære af episoden, hvor en patient på afdeling P2 for nylig stak en medpatient i øjet med en bordkniv.
Siden knivstikkeriet den 20. maj har afdelingen været i gang med at analysere hændelsen. Nu er det foreløbige analysearbejde færdigt.
Nu har I analyseret hændelsen. Kan du efterfølgende afvise, at personalet eller afdelingen har begået fejl?
– Vi har ved analysen fået bekræftet, at afsnittet har handlet meget professionelt og efter de retningslinjer, der er, siger Merete Bysted til TV2 ØSTJYLLAND.
Er det din opfattelse, at patienten, der endte med at stikke med kniv, blev behandlet korrekt forud for episoden?
– Jeg kan ikke udtale mig om det konkrete patientforløb, men helt generelt ser vi altid på, om der er noget, vi kan lære, når vi har så alvorlige hændelser, siger Merete Bysted.
Andre afdelinger bruger også knive
En 70-årig mandlig patient blev ved episoden stukket i øjet med en bordkniv. Det var en medpatient, der førte kniven. Som et led i analysen af hændelsen har Afdeling P i Risskov spurgt de andre psykiatriske afdelinger i Region Midtjylland, om de bruger almindelige bordknive i spisesituationer.
Rundspørgen viser, ifølge Merete Bysted, at andre afdelinger også bruger almindelige bordknive. Nogle afdelinger har dog forsøgt sig med plastikbestik, men er gået bort fra det igen, da det kan knækkes og have skarpe kanter.
– Vi har spurgt rundt på de andre afdelinger. Andre gør, som vi gør. Vi finder ikke anledning til at ændre praksis vedrørende brug af bordknive, siger Merete Bysted.
Fysiske rammer skal være bedre
Under analysen har Afdeling P også vurderet de fysiske rammer på sengeafsnittet. Her er man nået frem til, at de fysiske rammer på sengeafsnittene er ikke optimale, fordi det er svært at opdele afsnittene i mindre enheder. Det kan nemlig i konkrete situationer være en fordel at gøre.
Noget, der, ifølge Merete Bysted, allerede bliver bedre muligheder for, når psykiatrisk afdeling snart flyttes fra Risskov til Skejby.
– Når vi flytter til Skejby, får vi sengeafsnit, vi kan opdele i mindre enheder. Der mener vi, vi kan tilbyde bedre rammer og bedre terapeutiske indsatser. Det kan specielt rettes mod den gruppe af patienter, der har brug for mere ro og færre stimuli, siger hun.
Endnu en analyse på vej
Ved knivoverfaldet fik den 70-årige patient skader ved øjet. Synet kunne bevares, og han var ikke i livsfare. Patienten, der stak med kniven, er anmeldt til politiet og overflyttet til den retspsykiatriske afdeling.
Men på trods af, at episoden nu er håndteret og hændelsen undersøgt, er en ny analyse på vej. Den nye analyse er bredere og omfatter hændelser fra hele Region Midtjylland.
– Det vil være et læringsforum, hvis vi samler alle oplysninger fra psykiatri – og socialområdet. På den måde vil vi få en større bredde i hændelser. Og det kan indimellem give ny læring, siger Merete Bysted.
Det er uklart, hvornår undersøgelsen er færdig.