Voldsomt: Flere røvere trænger ind hos ældre par

Et ældre ægtepar har lidt overlast under et voldsomt hjemmerøveri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til lørdag den 6. april trængte flere røvere ind i en villa hos et ældre ægtepar på Nymarksvej i Hvidovre.

Det gik voldsomt for sig og parret er mærket – både fysisk og psykisk.

Nu efterlyser Københavns Vestegns Politi flere genstande (se billede i galleriet) fra røveriet, ligesom politikredsen gerne vil i kontakt med eventuelle vidner.

Røverne trængte ind i villaen mellem, formedes det, klokken 00 og klokken 02. Hvor mange røvere, der var, står ikke helt klart.

– Det var mørkt og der er ingen beskrivelser, siger Steen Ørskov Larsen, leder af efterforskningen ved Københavns Vestegns Politi, til Newsbreak.dk.

Røverne truede parret med vold og muligvis en kniv. De led begge overlast under røveriet.

– Kvinden har fået en fraktur på hoften, siger efterforskningslederen.

Præcis hvordan det er sket, står også en smule hen i det uklare, men kvinden er sandsynligvis faldet i forbindelse med et skub eller lignende.

Steen Ørskov Larsen vil gerne holde flere detaljer om parret for sig selv.

– De er meget mærket af det, siger han.

Genstande – og vidner – efterlyses

Blandt de ting, der blev røvet er en blå pengekasse, en rød damepung og et herreur af mærket ‘Bonnet’.

– Vi søger at klarlægge røvernes færden, så vi hører meget gerne fra vidner, som måtte have set noget i området før, under og efter røveriet i løbet af natten. Finder nogen pengekassen, pungen eller uret, så kontakt os gerne straks, siger lederen af efterforskningen Steen Ørskov Larsen.

Har du oplysninger, kontakt Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Powered by Labrador CMS