Voldsdømt NFL-stjerne angrer: Jeg vil aldrig bruge en gren igen
NFL-stjerne Adrian Peterson, der er dømt for vold, angrer afstraffelsen af sin søn.
– Jeg vil aldrig bruge en gren igen.
Sådan lyder det nu fra den skandaleombruste NFL-stjerne Adrian Peterson, der tirsdag blev idømt seks kampes karantæne og dermed må sidde udenfor resten af året, efter han tilstod at have afstraffet sin fireårige søn med en gren tilbage i maj, så drengen fik adskillige mærker på baller, ryg, ankler, ben, i skridtet og på hænderne.
I et eksklusivt interview med avisen USA Today siger den 29-årige Minnesota Vikings-running back, der for to år siden blev kåret til ligaens mest værdifulde spiller, at sagen har fået ham til at indse, at der er andre måder at disciplinere børn på end ved at afstraffe dem fysisk.
– Jeg elsker min søn. Jeg elsker mine børn, min familie. Som jeg sagde, efter jeg tilstod og indgik forlig, tager jeg det komplette ansvar for mine handlinger. Jeg fortryder situationen. Jeg elsker min søn mere, end nogen af jer kan begribe, siger Adrian Peterson til USA Today.
Adrian Peterson indgik forlig i sagen i begyndelsen af november, hvilket betød, at han slap med en bøde på 24.000 dollar og 80 timers samfundstjeneste. Var sagen kommet for retten, risikerede han to års ubetinget fængsel i Texas. Da Peterson blev tiltalt i september, kvitterede Minnesota Vikings prompte med at suspendere ham, men ombestemte sig ugen efter. Det medførte en malstrøm af kritik, hvilket fik klubben til at ombestemme sig igen, og siden har Peterson været på den såkaldte ‘exempt’-liste, som betyder, at han har fået løn, men været forhindret i at spille. Det er kun NFLs øverste chef, Roger Goodell, der kan fjerne en spiller fra listen.
I det brev, hvori Roger Goodell begrundede karantænens længde, lagde han blandt andet til grund, at Adrian Peterson ikke havde udvist ‘meningsfuld anger’. Det afviser Peterson på det kraftigste over for USA Today.
– Lad være med at sige, at jeg ikke angrer, for det viste jeg, at jeg gør, i den udtalelse, jeg kom hjem (umiddelbart efter tiltalen, red.). Her fortrød jeg alt det, der er sket. Jeg elsker mit barn mere, end nogen kan forestille sig, gentog Adrian Peterson, der i øvrigt først for nylig talte med sønnen for første gang siden hændelsen i maj.
Spillerforeningen valgte torsdag på Adrian Petersons vegne appellerede NFLs afgørelse. Spillerforeningen er utilfreds med, at NFL ikke har medtaget de ni kampe, Peterson har måttet sidde på sidelinjen, fordi han har været placeret på ‘exempt’-listen, i straffen. Den mener, at straffen dermed reelt bliver på 15 kampe, ikke seks. Karantænen betyder, at Peterson tidligst kan genindtræde i ligaen 15. april, hvis NFL vel at mærke vurderer, at han har gennemgået den rådgivning og terapeutiske behandling, som er opstillet som krav for, at han kan vende tilbage til NFL.