Vognmænd og chauffører dømt for svindel: Sådan fungerede det snedige parløb

En tysk og en hollandsk vognmandsvirksomhed er ved Retten i Kolding idømt bøder for ikke at overholde gældende regler.

Seks chauffører kørte parløb for at komme så langt som muligt. De glemte bare at bogføre deres hviletider. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

To vognmandsvirksomheder og seks chauffører er ved Retten i Kolding blevet dømt for at omgå køre-hviletidsreglerne på en snedig måde. Det meddeler Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I sagen kom det frem, at chaufførerne arbejdede i par og skiftedes til at køre en lastbil, der jo som bekendt er underlagt en særlig kontrol med, hvor meget en chauffør må køre, inden han skal hvile sig. Den ene af de to chauffører kørte lastbilen så langt, han måtte, mens den anden chauffør i en minibus kørte frem til lastbilens næste destination.

Men chaufførerne angav ikke, hvor lang tid de brugte på at køre med minibussen, og der der var for stor usikkerhed om, hvornår de hvilede sig. Deres køre- og hviletider blev derfor gået efter i sømmene, og fra politiets side er der foretaget beregninger, der indikerer, at chaufførerne har kørt mere, end de egentlig måtte og hvilet sig mindre, end de egentlig burde.

– Politiet har i beregningen af køretiden med minibussen forsøgt at foretage beregningerne til størst mulig gunst for chaufførerne, og det er da også de beregninger, retten har lagt til grund, selvom vognmanden i nogle tilfælde kom frem til en anden beregning, siger specialanklager ved politiet, Pernille Moesborg, i pressemeddelelsen.

Ikke rigtig forbudt

Det er derfor som sådan slet ikke sikkert, at chaufførerne har snydt. Men de er blevet dømt for det alligevel, fordi de ikke har været præcise i deres beskrivelser af, hvor meget de faktisk har nået at hvile sig imellem de ture, de tog med lastbilerne.

– Retten har lagt vægt på, at chaufførerne ikke har fulgt reglerne om optegnelser, og den usikkerhed som det har medført, må komme de tiltalte til skade, siger Pernille Moesborg.

Det hollandske selskab blev idømt en bøde på 278.000 kroner, det tyske selskab en bøde på 57.000 kroner mens chaufførerne fik bøder i størrelsesordenen 3000 til 75.000 kroner. To af chaufførerne fik frataget retten til at køre i Danmark ubetinget og to fik frataget retten til at køre i Danmark betinget.

Powered by Labrador CMS