Vogn med 500 svin væltede: Flere dyr må lade livet
En dyrlæge er i skrivende stund ved at finde ud af, hvor mange grise, der kommer til at overleve oplevelsen.
En svinetransport med forvogn og påhængsvogn er tidligere onsdag kørt galt på Mommarkvej nær Mommark på Sydals. Påhængsvognen er væltet, og med den 500 svin. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Newsbreak.dk.
– Den var ved at bakke ind på en landejendom, da påhængsvognen kom ud på et underlag, der var for blødt. Så den væltede om på siden, fortæller Ole Aamann, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.
I påhængsvognen befandt der sig altså 500 svin, og flere af disse måtte lade livet.
– Andre kom til skade. Vi har en dyrlæge ude på stedet, der afliver dem, der skal aflives, fortæller Ole Aamann.
Ingen straf
Politiet sendte en patrulje ud til stedet, men betjentene tog afsted igen, da det blev klart, at de ikke havde noget at lave. Der er ikke spærret for trafik på stedet, og det har ikke været nødvendigt for politiet at tage chaufføren med derfra.
– Vi har vurderet ud fra omstændighederne, at han ikke skal straffes, fortæller vagtchefen.
Der er i skrivende stund intet overblik over, hvor mange svin der ender med at dø i forbindelse med ulykken.