VM-målmand død efter hjertestop
Portugals landsholdsmålmand Alfredo Quintana er død, efter at han fik hjertestop til træningen mandag
Den portugisiske håndboldmålmand Alfredo Quintana er afgået ved døden, efter at han tidligere på ugen blev ramt af et hjertestop til træning i sin klub, FC Porto.
Det meddeler klubben på Twitter.
– Vores kæreste Alfredo Quintana har i dag forladt os. Du vil altid blive husket som en af vores. En ægte drage. Hvil i fred, lyder det fra klubben.
Alfredo Quintana blev 32 år.
Landsholdsmålmanden, der var med til VM i januar, fik hjertestop mandag og blev straks transporteret til et lokalt hospital og indlagt.
Siden blev han lagt i kunstig koma, men hans liv stod ikke til at redde.
Quintana har cubanske rødder, men han fik portugisisk statsborgerskab i 2014. Han har spillet for FC Porto i mere end ti år.
Under VM i Egypten i januar var den over to meter høje sidste skanse en del af Portugals trup. Her fik han spilletid i holdets seks kampe og stod med en redningsprocent på 24.
Han spillede 56 landskampe for Portugal.