VM-finalen 2022 på plads lige før jul

Foto: FADI AL-ASSAAD/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er stadig længe til, men nu har FIFA besluttet, hvornår VM-finalen ved slutrunden i Qatar i 2022 skal afvikles.

Og det bliver knap en uge før juleaften, at verdens stærkeste fodboldnation anno 2022 kan pakke VM-trofæet ud som en julegave før tid.

FIFAs kommunikationsdirektør Walter De Gregorio bekræftede fredag den 18. december som datoen for VM-finalen om syv år.

»Det er et vigtigt skridt for os. Endelig ved vi, hvornår turneringen slutter. Det er en søndag, og det er for resten Qatars nationaldag. Det passer helt perfekt. Og I vil også have tid nok til juleindkøbene,« konstaterede De Gregorio muntert.

Beslutningen om at flytte VM-slutrunden fra den traditionelle placering om sommeren til vintermånederne er truffet på grund af hensynet til spillernes helbred. Det vil være alt for varmt til at spille topfodbold i Qatar om sommeren, hvor det kan blive mere end 40 grader varmt.

FIFA afslørede også, at VM-slutrunden i 2022 muligvis bliver forkortet, således at den skal afvikles over 28 dage i stedet for 31 eller 32 dage, som det ellers har været tilfældet de seneste gange.

FIFA bekendtgjorde ved samme lejlighed, at Frankrig bliver vært for kvindernes VM-slutrunde i 2019.

Powered by Labrador CMS