VM: Bedre fornemmelse end efter Ungarn-smæk
De danske håndboldkvinder tabte igen, men de var i bedre humør fredag end efter floppet mod Ungarn.
Onsdag tabte Danmarks håndboldkvinder med syv mål til Ungarn, fredag blev det til et mere hæderligt nederlag på to mål til Montenegro.
Og selv om nederlag per definition ikke er noget, sportsfolk har det ret godt med, så var følelsen fredag anderledes god og brugbar, end tilfældet var onsdag.
– Jeg synes, niveauet i dag var meget bedre, end det var mod Ungarn. Vi kommer meget mere hæderligt ud af det her nederlag end det mod Ungarn, siger rutinerede Rikke Skov.
– Flere bød sig til. Vi havde mere tænding i forsvaret, vi fik rettet hurtigere til, spillede bedre angrebsspil og fik scoret på vores chancer, siger forsvarsspecialisten om især anden halvleg, som danskerne vandt med tre mål.
Danmark var bagud 7-12 ved pausen. Men de få scoringer i første halvleg bekymrer ikke Skov voldsomt.
– Vi fik meget rettet til i forsvaret, og det er positivt, at vi kunne gøre det i løbet af kampen. Og vi vidste, at det ville blive en forsvarskamp, sådan er det mod et hold som Montenegro. Og vi dækkede godt op i dag, siger Skov.
Stine Jørgensen stemmer i. Danskerne kan tage meget positivt med videre til søndagens 1/8-finale mod Sverige.
– Vi kom ud med et nederlag, det er ikke det, man vil. Det er træls. Men vi kommer også ud med en anden halvleg, hvor vi spillede godt. Og vi kan tage mange ting med videre, siger Jørgensen, der normalt er back, men som fredag også spillede playmaker.
Danmark spiller 1/8-finale søndag mod Sverige.
/ritzau/