Virusset lukker endnu to steder ned
I alt er tre sogne med samlet under 15.000 indbyggere lukket på grund af for høj smitte med coronavirus
To sogne i henholdsvis København og Aalborg lukker som følge af for høj smitte med coronavirus.
Det drejer sig om Frederiks Sogn i København og Vor Frelser Sogn i Aalborg. I forvejen er Brovst Sogn i Jammersbugt Kommune lukket.
I Frederiks Sogn har der den seneste uge været 20 smittede, hvilket svarer til et incidenstal på 581,9 smittede per 100.000 indbyggere.
I Vor Frelsers Sogn er det 43 smittede og et incidenstal på 659,31.
Direktør i Ældre & Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune Jan Nielsen står i spidsen for kommunens kriseberedskab. Han ærgrer sig og opfordrer til test.
– Desværre er smitten nu steget så meget i nogle dele af Aalborg, at vi må lukke midlertidigt ned. Det er rigtig ærgerligt, og det vil især ramme de uddannelser og foreninger, der ligger i området, siger han i en pressemeddelelse.
I sidste uge blev loftet, over hvad smitten må være, hævet til 300 per 100.000 indbyggere om ugen.
Vor Frelsers Kirke ligger i sognet i Aalborg, der er placeret i Vestbyen. Ifølge folkekirken selv er der omkring 6600 indbyggere.
I Frederiks Sogn i København er der 3500 indbyggere. I sognet er Marmorkirken placeret.
I Brovst Sogn er der omkring 3000.