Virksomheders sikkerhed trues af ansattes spil på mobilen
Et spil på mobilen kan blive hackeres indgang til virksomheders fortrolige dokumenter, advarer rapport.
Mobiltelefoner bruges af mange til både arbejdsmail og spil. Men det kan være en farlig cocktail for virksomhederne. Det skriver it-firmaet Cisco i deres årlige sikkerhedsrapport.
Heri beskriver it-firmaet, hvordan applikationer såsom spil beder om adgang til informationer fra andre funktioner i telefonen. Informationerne skal bruges i reklameøjemed.
Men applikationerne kan også blive en indgang for hackere, der vil stjæle sig adgang til fortrolige dokumenter. Det forklarer Christian Heinel, der er sikkerhedsekspert hos Cisco.
– Den her trussel er eskaleret i forhold til, hvad den enkelte virksomhed og den enkelte bruger har været opmærksom på. Det er lidt det, der er problemet. Det er svært at sige nøjagtigt, hvor mange kompromitterede virksomheder, der er. Men det er helt klart, at de bruger enormt mange applikationer, hvor der er adgang til ting, der er fortrolige, siger han.
Flere problemer
Ifølge Ciscos rapport udgør 27 procent af medarbejdernes applikationer en høj sikkerhedsrisiko.
Fordi applikationerne bruges i fritiden har flere ansatte og virksomheder ikke betragtet dem som del af deres forsvar af fortrolige oplysninger.
Christian Heinel opfordrer derfor virksomhederne til at lave løsninger, der holder øje med, om medarbejders applikationer henter eller deler oplysninger, som applikationen ikke umiddelbart skal bruge.
– Hvorfor skal et spil have adgang til dine kontakter eller e-mails, spørger han retorisk.
Som medarbejder, der gerne vil spille Wordfeud eller andre spil, og stadig opretholde arbejdspladsens sikkerhed i cyberspace, er der også råd at hente.
– Du skal være opmærksom på, hvordan du logger ind. Når du skal logge ind på et nyt spil, så gør noget unikt. Brug de ekstra minutter på at logge ind gennem en ny bruger i stedet for gennem din g-mail eksempelvis, siger Christian Heinel.
/ritzau/