Virkelighedens Supermand nedlægger røver

Onsdag udrettede den 32-årige Antonio Cortes en vaskeægte heltegerning, da han iført fuld supermandudrustning stoppede et røveri på åben gade.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var hverken en fugl eller et fly, men det var rent faktisk selveste Supermand, der onsdag trådte til, da en ældre kvinde var ved at blive berøvet på åben gade ved en hæveautomat i den engelske by Gloucester. Eller i hvert fald næsten den ægte Supermand. Det skriver BBC. Og hvis du troede, at Supermands alter ego er Clark Kent, så tager du i denne sag fejl, for det var den 32-årige Antonio Cortes, der gemte sig bag den blå, gule og røde spandex-dragt med det karakterisktiske S på brystet.

Han sad onsdag på en bar i Cloucester, da han hørte råb ude fra gaden. Han løb ud for at se, hvad der foregik, og der kunne han se en kvinde, der var ved at blive overfaldet og røvet ved en hæveautomat. Antonio Cortes trådte med det samme i karakter og levede op til sit kostume, da han greb ind over for manden og fik ham lagt ned og holdt fast – dog i samarbejde med andre forbipasserende. Politiet kom kort efter til stedet og fik anholdt den 54-årige formodede overfaldsmand.

“Der må gøres noget”

Antonio Cortes vil dog ikke udråbe sig selv som superhelt.

– Jeg kunne se, at kvinden var oprørt, så jeg tænkte; “der må gøres noget,” og så gjorde jeg det bare, siger han ifølge BBC.

Politiet har oplyst, at kvinden blev behandlet for nakkesmerter på stedet af ambulancepersonale.

Powered by Labrador CMS