Vingegaard har truffet sit valg
Tour de France-vinderen vil fokusere på Jumbo-Visma og fravælger derfor at prioritere VM, siger landstræner
Den danske Tour de France-vinder Jonas Vingegaard stiller ikke til start ved VM på landevej i slutningen af september.
Det fortæller landstræner Anders Lund på Danmarks Cykle Unions hjemmeside.
- Jonas Vingegaard vil ikke være en del af VM-holdet, idet han har valgt at fokusere på andre opgaver i Jumbo-Visma-regi, siger Anders Lund.
Fire er udtaget
I samme forbindelse har han udtaget de første fire ryttere til linjeløbet ved VM.
Det drejer sig om Mattias Skjelmose Jensen (Trek), Jakob Fuglsang (Israel), Søren Kragh Andersen (DSM) og Magnus Cort Nielsen (EF).
- De fire ryttere har alle vist et virkelig højt niveau hen over sæsonen, og jeg er overbevist om, at de kommer til at levere en stærk indsats på den hårde VM-rute i Wollongong, lyder det fra landstræneren.
De sidste fire ryttere udtages 29. august.