Vindstød af stormstyrke: Her rammer de
Onsdag bliver en blæsende dag. Og så er det sagt ret mildt.
Det kommer til at blæse. Endda rigtig meget. Så forbered dig på en dag, hvor vindstødene kan nå helt op på stormstyrke.
Det er i hvert fald det risikovarsel, som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt. Dagen starter dog en smule blidere.
– Lige nu har vi en koldfront, der går fra Djursland til den sydvestlige del af landet, siger Jesper Eriksen, vagtchef hos DMI, til Newsbreak.dk.
Flere steder er der også regn her til morgen.
I løbet af formiddagen skulle det dog klare op. Men så begynder det.
Vindstød af stormstyrke
– Så kommer der frisk vind til hård kuling fra vest med mange vindstød og mellem 15 og 20 sekundmeter, siger Jesper Eriksen.
Og det bliver værre.
– I den nordvestlige del af landet kan der så komme vindstød helt op til stormstyrke (se varselsbillede i galleriet), siger vagtchefen.
Med den nordvestlige del mener han i Nordvestjylland.
Hård eftermiddag
Risikovarslet er gældende fra klokken 12 – for at være på den sikre side.
– Det starter i eftermiddag og så peaker det i aften, siger Jesper Eriksen.
Den voldsomme blæst bevæger sig mod øst, men når den når Sjælland, har den aftaget en meget lille smule.
– Så er vi på mellem 18-23 meter i sekundet, siger Jesper Eriksen.
Vinden aftager i løbet af natten, inden den kulminerer på Bornholm.
Varslet gælder for: Østjylland, Midt- og Vestjylland, Nordvestsjælland, Midtsjælland, Sydvestsjælland, Nordfyn, Københavns Vestegn, Nordsjælland, København og Amager, Lejre, Roskilde, København Nord, Frederikssund, Sydvestjylland, Billund, Himmerland, Storaalborg, Faaborg-Midtfyn, Greve, Solrød og Haderslev
Forhøjet vandstand
Den kraftige blæst betyder også, at der er risiko for forhøjet vandstand.
– Det er en smule sydligere end Esbjerg. Der kan komme op til 2,5 meter over normal. Det er ikke sikkert, det kommer til at betyde så meget, men når det er over 2,4 meter, skal vi varsle, siger Jesper Eriksen.
Dagen byder på temperaturer mellem fem og otte grader.
– På grund af vinden kommer det dog til at føles koldere, siger meteorologen.
Store snefnug
Torsdag starter med regn og slud, men så kan vi se frem en smuk dag – i hvert fald, hvis man kan lide snevejr.
– Det kommer fra Limfjorden og ned. Temperaturer omkring frysepunktet og med store snefnug. En spektakulær dag, kalder vagtchefen det, der dog også kan se nogle trafikale udfordringer på grund af sneen.