Vindstød af orkanstyrke: Stormen Ingolf lukker Storebæltsbro og vælter træer
Ingolf er gået i land. Se i galleriet, hvad det betyder for dig og dit område.
Opdatering: Storebæltsbroen er igen åbnet for trafik.
Stormen Ingolf er gået i land.
Det betyder først og fremmest vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand.
Derudover har Ingolf lukket Storebæltsbroen og lagt flere træer ned.
Ingolf en af de storme, der gør, at det frarådes at køre over blandt andet Øresundsbroen med vindfølsomme køretøjer.
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har udsendt varsler om vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand.
I galleriet over artiklen kan du se, om du bor i et af de områder, hvor du skal være ekstra opmærksom.
Har du billeder af stormen, modtager vi dem gerne på: redaktion@newsbreak.dk
“Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik”, som DMI skriver på sin hjemmeside.
Det kan man læse mere om hos Vejdirektoratet.
Stadig storm
Hos DMI kan man fortælle, at der har været en del stormstød af orkanstyrke langs den jyske vestkyst og det nordvestlige Sjælland.
– Det stormer stadig langs den jyske vestkyst, siger Jens Lindskjold, vagtchef ved DMI, til Newsbreak.dk.
Han fortæller dog, at stormen skulle være ved at aftage.
– Men der kommer stadig vindstød af stormstyrke, siger Jens Lindskjold, og fortsætter:
– Så bliver det en ‘klassisk kuling’.
Derudover er der søndag morgen byger over Djursland, Fyn og Sjælland – noget, der kan komme og gå over landet hele dagen.
– Ellers tror jeg, man vil opleve det som en pæn dag – der bliver også plads til solen, siger Jens Lindskjold.
– Man skal dog lige huske at holde på hatten, som vagtchefen udtrykker det.
Temperaturerne er faldet en del:
– Der er lige nu en seks-syv grader og det bliver nok ikke varmere end ni, siger Jens Lindskjold.
Mod natten aftager vinden yderligere.
– Der bliver plads til stjernerne og der er ikke mere blæsevejr i sigte lige nu, slutter vagtchefen.
Yderligere info
På DMIs hjemmeside skriver man også:
Vær forberedt på hård vind kombineret med forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger. Offentligheden rådes til at undgå at rejse og opholde sig i truede kystområder.
Et lavtryk ved Oslo bevæger sig i nat mod sydøst og en tilhørende front passerer ned over Danmark. I den forbindelse øger vinden over landet og langs den jyske vestkyst observeres nu storm fra nordvest og vindstød af orkanstyrke.
Den kraftige blæst sender også masser af vand fra Nordsøen og ned gennem de indre danske farvande.
Dette resulterer søndag aften i forhøjet vandstand i den sydlige del af Kattegat og flere steder i Bælthavet, hvor vandstanden kommer op mellem 1,3 meter og 1,6 meter over DVR (Dansk Vertikal reference 1990).
Ingolf lukker Storebæltsbroen
Som skrevet har Ingolf også lukket Storebæltsbroen. Også her har man forskellige varsler – og udgaver af, hvilke køretøjer, der ikke må passere over broen:
Hård vind (10 m/sek) Gult blink, skilte og vindposer på broen advarer vindfølsomme køretøjer mod sidevind.
Stiv kuling (15 m/sek) og tværvind Vindfølsomme køretøjer (f.eks. campingvogne og lette lastbiler) informeres før sidste afkørsel om, at kørsel på broen frarådes. Anbefalet hastighed for øvrige køretøjer max. 80 km/t.
Stormende kuling (20 m/sek) og tværvind Vindfølsomme køretøjer (f.eks. campingvogne og lette lastbiler) informeres før sidste afkørsel om, at kørsel på broen frarådes. Anbefalet hastighed for øvrige køretøjer max. 50 km/t.
Storm (25 m/sek) Broen lukkes for al trafik med bomme. Skilte informerer om lukningen og om forventet genåbningstid ved de sidste afkørsler før broen.