Ville låne dåseåbner: Stak af med penge

Indenfor få timer blev to tricktyverier anmeldt til Midt- og Vestsjællands Politi. I det ene snød en 15-årig end 79-årig dame.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tricktyverierne hærger landet over. I Midt- og Vestsjælland har det i løbet af torsdagen været rigtig slemt.

Ifølge døgnrapporten fra Midt- og Vestsjælland har der været to anmeldelser om tricktyverier. Begge gange er det ældre borgere, der er blevet bestjålet.

En 79-årige kvinde blev snydt af en 15-årig, der gerne ville låne en dåseåbner. Siden viste det sig, at det var penge, der var hans reelle motiv.

Låne dåseåbner

En 79-årige kvinde fra Odinsvej i Høng anmeldte torsdag klokken 11.01, at hun torsdag den 11. juli var blevet udsat for et tricktyveri. Hun havde først anmeldt det nu, fordi hun i pressen havde læst, at politiet opfordrede borgere til at anmelde tricktyverier.

Det ringede på hendes dør, og udenfor stod en 15-årig dreng, der gerne ville låne en dåseåbner. Kvinden besluttede sig for at lukke drengen ind, mens hun fandt en dåseåbner.

I mellemtiden er drengens far også kommet ind i huset. Han spørger om den ældre kvinde vil låne ham 500 kroner, som hun indvilliger i. Derefter forlader de hendes hjem.

Senere finder den 79-årige ud af, at der mangler 2000 kroner fra det sted, hvor hun havde fundet de 500 kroner, som faren ville låne.

Telefonnummer til låsesmed

Omkring klokken 12.46 anmeldte en 73-årige mand fra Nørregade i Ringsted, at han havde haft besøg af en kvinde og en dreng. De spurgte, om han kunne hjælpe med nummeret på en låsesmed.

Da den 73-årige har fundet sin telefon og dermed også nummeret til låsesmeden, vendte han tilbage til kvinden og drengen.

Pludselig opdager den 73-årige, at der står en mand i hans køkken. Kvinden og drengen forsøger i mellemtiden at distrahere den 73-årige ved at pege ud af vinduet, mens drengen begynder at græde.

Da de tre personer er flygtet fra den 73-åriges lejlighed, opdager han, at han mangler sin pung, der lå i hans baglomme.

Den 73-årige mistede 800 kroner og sine kort, som han hurtigt fik spærret.

Tricktyve efterlyses

Den 79-årige kvinde kunne ikke beskrive drengen og faren som andet end udlændinge.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Den 73-årige beskriver kvinden som østeuropæisk af udseende, mellem 50-55 år gammel, mellem 160 og 170 centimeter høj og var spinkel af kropsbygning. Hun talte dansk med accent og var iført en kjole med korte ærmer, der muligvis var sort.

Drengen ved kvindens side beskrives som østeuropæisk af udseende, omkring 12-13 år gammel, 165 centimeter høj og kraftig af kropsbygning. Han var iført shorts og t-shirts.

Manden, der havde sneget sig ind i køkkenet, beskrives som værende østeuropæisk af udseende, mellem 45 og 50 år gammel, 180 centimeter og kraftig af kropsbygning. Han havde sort overskæg og var iført lys skjorte med korte ærmer og sorte bukser. Han havde desuden et sort overskæg.

Du kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 114, hvis du kender noget til gerningsmændene.

Powered by Labrador CMS