Ville have forældremyndigheden: Forsøgte at få eks-mand myrdet
Først var hendes plan dog, at han skulle eksporteres ud af landet som sexslave.
Rachael Natalie Leahy sidder for tiden fængslet, efter at hun forsøgte at hyre en lejemorder til at tage livet af hendes eksmand. Det skriver Miami Herald.
Rachael blev arresteret 8. september, efter at hun havde holdt flere møder med den mand, hun troede, var villig til at slå hendes eksmand ihjel for penge. Den villige lejemorder viste sig at være en undercover-betjent, og Rachael blev anholdt efter det sidste møde mellem de to, havde hun betalt i alt 2500 dollars i forskud for mordet.
Politiet havde forinden modtaget et tip om, at Rachael ledte efter en lejemorder til at tage livet af hendes eksmand. Hendes oprindelige tanke var åbenbart, at eksmanden skulle kidnappes og skibes ud af USA til et land, hvor han kunne leve sine resterende dage som sexslave.
Men hun erkendte ved det første møde med politibetjenten (der legede lejemorder), at den idé nok var urealistisk. Hun foreslog istedet, at hendes eksmand kunne dø i en tragisk ulykke. Så kunne hun få adgang til hans livsforsikring, og så kunne hun betale lejemorderen for veludført arbejde.
Trafikuheld var ikke nok
Retsdokumenter viser, at Rachael understregede over for betjenten, at det ikke var nok, at eksmanden var involveret i et trafikuheld. Der var risikoen for, at han ville overleve, for høj. Det var meget, meget vigtigt, at han døde.
I sidste ende blev der aftalt en pris på 5000 dollars. Efterfølgende blev der afholdt flere møder, og Rachael bidrog med oplysninger om eksmandens adresse, arbejdsforhold, vaner såvel som adresser på hendes børns skoler.
Hun fik at vide af betjenten, at hun altid kunne skifte mening, og at hun i så fald bare skulle sige til. Det gjorde hun ikke. Hun troppede derimod op med et forskud, en kopi af skilsmissepapirerne, der beskrev mandens livsforsikring og en erklæring om, at hun var færdig med at spille med, og at hun ville have sine børn tilbage.
Betalte 2500 dollars forud
De to mødtes endnu engang. Denne gang havde Rachael 1500 dollars med. Og inden det møde var forbi, fortalte Rachael, at hun måske havde endnu et job til lejemorderen. Et individ, hvis identitet er ukendt, var åbenbart i besiddelse af nogle penge, hun mente var hendes. Og det var hun oprørt over. Hun aftalte med “lejemorderen,” at de skulle diskutere dette nye job, når hendes eksmand var død. Så langt nåede historien ikke.
Rachael blev fængslet mod kaution. Da hun blev anholdt, havde hun sit pas og opbakning til en større rejse med sig. Den 34-årige kvinde mente i øvrigt, at kautionsbeløbet på 100.000 dollars var alt, alt for højt.