Vildt VM-drama: Danmark taber åbningskamp
I et vildt VM-drama tog Danmark et sensationelt point mod en af Europas hockeystormagter – Slovakiet.
Afgørelsen fandt efter seks runder på straffeslag med Marko Dano fra NHL-holdet Columbus Blue Jackets som matchvinder.
Eneste danske målscorer i den nervepirrende straffeslagskonkurrence blev Morten Madsen i anden runde.
At Danmark har det bedst som underdog, har man set flere eksempler på i de 13 år i A-gruppen, og kampen mod Slovakiet føjer sig smukt til rækken af store præstationer, når man allermindst venter det.
Sjældent har man set et dansk landshold med større offervilje og dødsforagt som i dramaet mod de slovakiske favoritter, som kom med fem NHL-spillere og meriterede folk fra flere europæiske ligaer.
Danmark spillet ned i anden periode
Danmark vandt skudstatistikken i den målfattige første periode med 7-3, men blev spillet helt ned i anden.
Slovakiet bombarderede det danske mål (skudstatistik 18-5), men det enlige mål i anden periode blev signeret Patrick Bjorkstrand, som styrede et skud ind fra Jesper “Zlatan” Jensen i powerplay, mens Los Angeles Kings-stjernen Marian Gaborik var udvist for høj stok.
En heroisk fightende Patrick Galbraith blev for alvor skudt varm og brillerede med flere store redninger.
Han var i denne sæson nøglespiller på det nyoprykkede SHL-hold Karlskrona og kom til VM som klubløs. Har han ikke allerede en underhåndsaftale med Karlskrona eller en anden klub, må man sige, at han gjorde fornem reklame for sig selv.
Fortjent blev han kåret som bedste danske spiller.
Slovakiet pressede på i tredje periode
Slovakiet fortsatte presset i tredje periode. Efter otte minutter udlignede backen Michal Sersen i powerplay, og minuttet efter blev det 2-1 ved Marek Viedensky.
CEZ Arena eksploderede i jubel, men 31 sekunder senere blev der meget stille, da Nichlas Hardt scorede til 2-2 på en pasning fra Morten Madsen. Stående bag målet spillede han Hardt fri. Og værsgo.
Slovakiet tog igen teten med Dominik Granaks 3-2 mål (det fjerde mål inden på tre minutter og tre sekunder), og så skulle man ellers tro, at pointene var fordelt. Men nej.
Med to minutter og 14 sekunder tilbage scorede Daniel Nielsen til 3-3 og tvang kampen i forlængelse.
Morten Madsen spærrede udsynet for målmanden Jan Laco, og Herning-backens skud langt udefra fik lov at passere.
Fra Ostrava til den slovakiske grænse er der ikke mere end tre kvarters kørsel, og med 8.000 entusiastiske slovakiske supportere i en udsolgt CEZ Arena var Slovakiet på hjemmebane.
Kulissen så nu ikke ud til at genere de danske spillere. Som landstræner Janne Karlsson siger:
»Man må være lidt af en cirkusartist i det her game og kunne lide at optræde.«
Bliver Nicklas Jensen, Utica Comets, og Oliver Bjorkstrand, Portland Winterhawks, slået ud i henholdsvis AHL og WHL en af de nærmeste dage, er det muligt at hente dem til Ostrava.
»Det tager vi til den tid, hvis det bliver aktuelt. Det er ikke et tema nu,« siger Janne Karlsson.
Danmark spiller næste kamp søndag aften mod revanchehungrende Finland, som blev slået 1-5 i åbningskampen af USA.
VM, Ostrava
Slovakiet-Danmark 4-3 (0-0, 0-1, 3-2, 0-0, 1-0)