Vildt vejrvarsel: Her vælter regnen ned
Der varsles nu om kraftig regn flere steder i Danmark, der kan betyde regnmængder op til 60 millimeter.
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, varsler nu om kraftige regnskyl. Flere steder i landet kan vente at få op til 60 millimeter regn.
Faktisk er der dele af landet, der kan se frem til regnvejr fra mandag eftermiddag eller tidlig aften og helt indtil tirsdag aften.
24 timer med regn
Tidligere på morgenen forklarede vagthavende ved DMI, Frank Nielsen, at danskerne kunne se frem til regnfuldt vejr.
– Et stort regnvejr trænger ind over landet i løbet af eftermiddagen og aftenen. Det kommer til at regne hele eftermiddagen og aftenen. Faktisk kommer det til at regne mere eller mindre i 24 timer i træk, forklarede Frank Nielsen mandag morgen til Newsbreak.dk.
Men DMI har nu skruet op for mængden, for det store regnvejr er nu varslet som kraftig regn. Og med det også torden.
Op til 60 millimeter
Ifølge DMI er der i løbet af de 24 timer tale om, at der falder mellem 40 og 60 millimeter regn.
Ved instituttet klassificeres mere end 24 millimeter regn på seks timer som kraftig regn, derfor er der også varslet kraftig regn for dele af landet.
Artiklen fortsætter efter videoen
Den kraftige regn skyldes kontrasterne mellem lavtryk og fronter på grænsen mellem meget varm og fugtig luft blandet med køligere luft. Lavtrykket og fronterne udvikler sig meget på deres vej mod Danmark, og de ender ud i et regnområde over landet.
Østlige del rammes
Det er dog ikke udelukkende alle steder i Danmark, der er i risiko for at opleve den kraftige regn.
Der er mestendels tale om den østligste del af Nordjylland, mens hele Sjælland og Lolland-Falster rammes og så kan Bornholmerne heller ikke gå fri.
Dog ser det ud som om, at der i første omgang ikke varsles kraftig regn for Vest-, Midt og Sønderjylland, mens også Fyn og øerne slipper.