VILDT: Så varm blev mandagen

Mandag mellem klokken 15 og 16 blev der målt 30,3 grader i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis der var et fænomen i Danmark, der hed ‘tropevarme’, så må det være i dag, mandag, hvor det ord skulle trækkes op ad hatten.

Sikkert er det i hvert fald, at netop i dag blev der – for første gang i år – målt over de 30 grader.

Helt nøjagtigt 30,3 af slagsen.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

– Det er jo pudsigt, det først kommer nu med det fine sommervejr, vi har haft, siger Frank Nielsen, vagtchef hos DMI, til Newsbreak.dk.

Han uddyber det dog med, at den luft, der har været med til at opvarme landet er kommet fra nordlige himmelstrøg.

Han fortæller også, at temperaturerne flere gange har været meget tæt på, men det altså først er nu, stregen på termometret er passeret.

Ikke et ord for den vilde varme

Hvis der er over 20 grader om natten, kalder man det for en tropenat, måles der over 28 grader tre dage i rap, kaldes det for en hedebølge.

Over 30 grader har altså ikke en betegnelse.

Flere grader – i den høje ende

Hvis du er til de høje temperaturer, kan du glæde dig til tirsdag også: Her er der nemlig mulighed for igen at komme over de 30 grader.

– Det bliver dog nok ikke i København. Her kommer der skyer, fortæller Frank Nielsen, der også har et bud på, hvor i landet man så kan nå op i det røde felt, nemlig Himmerland og Østjylland.

Store forskelle

Hvis man kigger på kortet i galleriet, fremgår det tydeligt, at der mandag har været en forskel på næsten 10 grader fra det ‘koldeste’ sted i Danmark og til dagens højdespringer, hovedstaden.

– Man skal lige tjekke vinden, inden man vælger, hvilken strand, man vil tage til, siger Frank Nielsen.

En vind fra Nordsøen, der blæser ind mod vestkysten kan nemlig få temperaturerne der helt ned omkring 20 grader.

Men så kommer regnen

Tirsdag eftermiddag forventes det, at der vil komme flere byger efter den varme luft har dækket det meste af Danmark. Især Bornholm kan se frem til en stor sjat vand, oplyser Frank Nielsen.

Sammen med bygerne kan der også forventes en del torden.

Herefter skulle temperaturerne falde lidt til mellem 20 og 25 grader. (Se også femdøgnsprognose i galleriet).

Pænt i hele landet

Selv om København løber med varmerekorden, er det også værd at bemærke mandagens temperaturer i resten af Danmark.

Den højeste temperatur målt mandag på Vestsjælland og Lolland-Falster var 28,4 grader og i Midt- og Vestjylland 28,3 grader.

I Nordjylland og Østjylland nåede man op på 28,2 grader. Bornholm måtte “nøjes” med 26,6 grader, og på Fyn var den højeste temperatur 26,9 grader.

Powered by Labrador CMS