Vilde planer
Wrexhams fodboldhold er ikke ligefrem stjernespækket, men det kan bestyrelseslokalet snart blive.
To stjerneskuespillere har tilsyneladende kastet deres kærlighed på den lille walisiske fodboldklub Wrexham.
Onsdag har klubben nemlig offentliggjort, at skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney er i forhandlinger om at investere i Wrexham.
Den lille klub spiller i National League, den femtebedste række i det engelske ligasystem.
Canadiske Reynolds, som tidligere har været gift med skuespiller Scarlett Johansson, er blandt andet kendt for sin rolle i superheltekomedien “Deadpool”.
Rob McElhenney er skaberen af serien “It’s Always Sunny in Philadelphia”, som han også spiller med i.
Bred enighed
I en meddelelser fra fanorganisationens bestyrelse, som ejer klubben, lyder det, at 97,5 procent af 1223 medlemmer har stemt for at fortsætte forhandlinger med de to skuespillere.
– Med tiden vil McElhenney og Reynolds præsentere deres vision for Wrexham AFC og et udspil, som medlemmerne kan stemme om ved en anden generalforsamling, står der i en meddelelse.
Wrexhams kampe spilles på Racecourse Ground, som har plads til 10.000 tilskuere.
Holdet har aldrig spillet i den øverste engelske række, men har vundet den walisiske pokalturnering 23 gange.
Den er den ældste klub i Wales og blev dannet i 1864. Wrexham har dog i senere år blandt andet stået i skyggen af walisiske hold som Cardiff og Swansea.