Vilde oversvømmelser: Kommune advarer efter voldsom regn
Borgere i Odder skal undgå direkte kontakt med det vandet, der har skabt oversvømmelser flere steder i byen. Man risikerer at blive syg, lyder advarslen fra kommunen.
I den østjyske by Odder syd for Aarhus stod en del borgere tirsdag op til vandfyldte haver, veje og bygninger.
En nat med kraftig regn har fået Odder Å til flyde en del over sine normale bredder.
Østjyllands Brandvæsen har derfor haft travlt med at pumpe vandet væk.
– Vi har været dernede med to indsatsledere, mandskab fra brandstationen i Odder, Beredskabsstyrelsen og de frivillige i Odder, fortæller Lone Mossin, der er projektchef ved Østjyllands Brandvæsen til Newsbreak.dk.
Hun har samtidig en vigtig advarsel til de borgere i byen, der er ramt af oversvømmelserne. Vandet er nemlig blevet forurenet med spildevand fra kloakken, og derfor skal man være påpasselig og helst undgå at komme i kontakt med vandet.
– Så når man skal til at rydde op i sin kælder eller andre steder, så skal man gå ind på Odder Kommunes hjemmeside for at se, hvilke forholdsregler man skal tage for at undgå at blive smittet, siger Lone Mossin.
Odder Kommune oplyser, at oversvømmelserne især er centreret ved området omkring Mejerivej.
Indsatsleder: Vandet falder
Lasse Clemensen, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, fortæller til Newsbreak.dk, at brandvæsnet har været i gang med at pumpe vand væk seks forskellige steder i byen, siden den første alarmmelding kom ind klokken 08.30.
Nu er indsatsen reduceret til et enkelt sted, hvor man pumper vand væk omkring adressen Mejerivej 32, hvor åen går under en bro og vandet står op i haverne i et større boligområde.
– For nuværende betragter vi vandstanden som nedadgående, så det er selvfølgelig glædeligt for os og for borgerne i byen, siger Lasse Clemensen til Newsbreak.dk.
Han har endnu ikke overblik over, om vandet er trængt ind i nogen huse og har givet skader.
Du kan se Odder Kommunes advarsel om smitterisikoen ved vandet herunder: