Vilde øser til indsatslederne: Her er de nye brandbiler
Der er nye indsatslederbiler - og de kan et og andet.
Mon ikke mangen en dreng har stået og kigget på de hylende og blinkende brandbiler suse forbi og ønske, man sad i en af dem – på vej til en brand.
Beredskab Øst har fået nogle nye af slagsen – og de er helt up to date, også indvendigt.
Du kan se dem i galleriet over artiklen.
Beredskab Øst fortæller på sin Facebook-side hvem, hvad og hvor.
– Det interessante her er, hvad de har indvendig, oplyser Beredskab Øst til Newsbreak.dk.
Og det må man erkende; det er så absolut ikke kun udenpå og under motorhjelmen, der er noget at komme efter.
Beredskab Øst har modtaget tre nye indsatsledervogne, som gradvist i de kommede dage tages i operativ drift.
Køretøjerne er en BMW X3, xdrive 30d, med opgraderede bremser og undervogn. Det er altså dem, du kan se i galleriet. Og de er fede.
“De tre nye indsatsledervogne er udstyret med en del moderne udstyr samt de nødvendige ledelsesværktøjer, som er med til at sikre at den operationelle, taktiske og tekniske ledelse kan udføres med optimale forudsætninger”, skriver beredskabet.
Køretøjet er valgt af en brugergruppe, som har vurderet kriterier som: sikkerhed, økonomi, drift- og vedligeholdelse samt disponibel plads og ståhøjde bagved køretøjet.
Bilerne har formelt tilhørsforhold på henholdsvis station Lyngby og station Ballerup, hvor de betjener de to indsatslederdistrikter. Det tredje køretøj placeres på station Gladsaxe, hvor den kan anvendes af den tredje indsatsleder, som er til rådighed i dagtimerne eller bagvagten/indsatschefen.
Håndfri betjening – med mere
Under kørslen er der håndfri betjening af radioer, så kommunikation med holdledere, vagtcentral og den øvrige del af den tværfaglige indsatsledelse kan ske uden at fjerne fokus og hænderne fra rattet. Køretøjet er forsynet med oliefyr, som sikre at køretøjet kan holdes frostfri under alle forhold.
Både i forruden og i bagklappen er der video, som kan livestreame med audio under kørsel og på de taktiske tavler med videre under indsats.
Live-streaming
Streaming i forruden starter automatisk ved aktivering af de blå blink, og vil kunne tilgås af blandt andet vagtcentral, og lagres samtidig på en ekstern server.
I bagagerummet er installeret en 27“ touchskærm, hvor det er muligt at anvende vores GIS-løsning (ESRI–GIS for Public Safety), som den førende løsning indenfor Danske Beredskabers Grunddatamodel. Desuden er der adgang til den almindelige IT infrastruktur i Beredskab Øst.
Endelig er der mulighed for at anvende taktiske tavler, som kan justeres til brugeren.
… og så det løse
Køretøjet medbringer endvidere iPad, ekstra håndradioer, VHF-radio, kikkert, megafon, pulverslukker, blitzlamper, boltsaks og diverse kontorartikler.
Bilerne er monteret batteribank med lithium ion batterier (200 Ah).Lithium Ion batterierne, som driver alt eftermonteret (elektronik, skærme, radioer med videre), giver mulighed for hurtigere opladning og lang standby tid.
Personligt udstyr til indsatslederen er placeret i kasse i siden og fastgjort til Isofiksen. Her er indsatslederens lygte, Flirkamera (FLIR Systems) og gasdetektor (Dräger).
Du kan også lære mere om brandbilernes forskellige stiger. Det kan du gøre HER.
Er du interesseret i politiets køretøjer, så klik HER.