Vilde billeder: Værste i mindst 100 år

Der har ikke været så store snemængder i Sydkoreas hovedstad i november i mindst 100 år

Offentliggjort

Aldrig før har Sydkoreas hovedstad, Seoul, været ramt af så kraftigt snefald i november som onsdag.

I hvert fald ikke siden landet begyndte at registrere den slags for over 100 år siden.

Det oplyser landets meteorologiske institut ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Koreas Meteorologiske Administration var der klokken 07.00 lokal tid faldet 16,5 centimeter sne.

Sne dækker Seoul i hvidt 27. november. Her ses Gyeongbokgung-paladset i den sydkoreanske hovedstad.

Trafik og elforsyning ramt

28. november 1972 faldt der 12,4 centimeter sne, hvilket var den hidtidige rekord.

Både trafik på vejene og elforsyning er ramt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hundredvis af fly har måttet blive på jorden, og myndighederne venter mere sne de næste dage.

Mindst to mennesker er blevet dræbt i trafikulykker på motorveje øst for hovedstaden.

Der har også været meldinger om, at kraftige vinde har fået genstande fra byggepladser og bygninger til at falde ned. Det har ført til kvæstelser blandt nogle fodgængere i Seoul.

I et snevarsel fra myndighederne opfordres borgere til "at undlade at betjene køretøjer og tage del i udendørsaktiviteter" samt passe på træer, der kan vælte.

Folk går i Sydkoreas hovedstad, som er dækket af kraftig sne.

Markante temperaturforskelle 

Den slags advarsler sendes ifølge AFP ud, når der er over 20 centimeter sne eller mere i løbet af 24 timer.

Den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol, opfordrer myndigheder til at forsøge at "minimere de potentielle skader og de offentlige forstyrrelser forårsaget af sneen".

Sneen ventes at fortsætte frem til torsdag morgen.

Youn Ki-han, som er direktør for en afdeling for meteorologiske prognoser i Seoul, siger til AFP, at de store snemængder skyldes "den markante temperaturforskel" mellem den kolde luft og havoverfladen.

Store mængder sne slår rekorder i sydkorea
Powered by Labrador CMS