Vild teori om stjernes rolle i filmklassiker
Stjernen selv har kommenteret på rygtet
Konspirationsteorier er ikke kun noget, der hører den virkelige verden til. Også i filmland diskuterer man mere eller mindre alvorligt forskellige teorier om alverdens skuespillere.
Journalisten James Shackell, der arbejder for The Guardian, fortæller i en artikel om en teori, der må siges at befinde sig i den mere aparte afdeling, nemlig at mere end én skuespiller spillede Luke Skywalker i de oprindelige Star Wars-film.
James Shackell beskriver selv, hvordan han har været langt ude i internettets kringelkroge for at konstatere, at nogen mennesker i ramme alvor virker til at mene, at der findes en lille Luke og en stor Luke, og at højdeforskellen på dem er på 2-3 centimeter.
En stor forskel
The Guardian skriver, at konspirationsteoretikerne mener, at lille Luke er med i størstedelen af de scener, Luke Skywalker har i de oprindelige Star Wars-film, men at store Luke tager over i enkelte scener.
Det er helt igennem uvist, om der faktisk findes nogen, der oprigtigt tror på, at skuespilleren Mark Hamill har en dobbeltgænger, der er et par centimeter højere end ham slev, men The Guardian skriver, at der findes et hav af "beviser" for, at teorien er sand i form af billeder fra de forskellige film, hvor Luke står ved siden af Han Solo, og hvor Lukes højde varierer fra billede til billede.
For at gøre det hele en tand mere gakket har Mark Hamill selv engang kommenteret på det vanvittige rygte.
Han har på Instagram delt et foto fra den hjemmeside, der har indsamlet alverdens beviser for, at der findes en stor og en lille Luke Skywalker og skrevet, at han mest er overrasket over, at hemmeligheden forblev en hemmelighed helt indtil engang omkring 2015.
- Men for at være ærlig: Den eneste gang, vi begge to optrådte sammen, var sammen med Kermit i The Muppet Show, skriver Mark Hamill.
Om Mark Hamill laver sjov, eller om han ved noget, få andre ved, må stå hen i det uvisse.