Vild rekord: Det skete 968.600 gange sidste år

Var du også med på den nye bølge

Offentliggjort Sidst opdateret

Rekordmange gange skiftede lønmodtagere job på det danske arbejdsmarked sidste år.

Det viser tal fra dataportalen Jobindsats, der drives af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, ifølge Fagbladet 3F.

I 2022 skete det 968.600 gange, at en person begyndte i et nyt job.

Ikke set siden 2009

Det er ikke set højere siden 2009.

Aktiviteten på arbejdsmarkedet skyldes blandt andet, at der har været stor efterspørgsel på arbejdskraft.

Det mener Steen Nielsen, der er vicedirektør og arbejdsmarkedspolitisk chef hos erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI).

I 2022 skete det 968.600 gange, at en person begyndte i et nyt job. (Arkivfoto).
I 2022 skete det 968.600 gange, at en person begyndte i et nyt job. (Arkivfoto).

- Rigtig mange er i arbejde lige nu. Vi er tæt på tre millioner lønmodtagere, hvilket er den absolutte rekord, siger han.

- Det vil gøre, at der er flere mennesker, som skifter job.

En fordel

Det skete under 800.000 gange, at en lønmodtager skiftede job i coronaåret 2020.

Ifølge arbejdsmarkedsøkonom i 3F Jesper Grunnet-Lauridsen kan det være en fordel, når så mange skifter deres arbejdsgiver ud med en anden.

- Mange jobskift viser, at vi har et fleksibelt arbejdsmarked. Mange har korte opsigelsesvarsler. Til gengæld har vi et godt sikkerhedsnet, når vi bliver ledige.

- Men dét, at mange skifter job, giver nogle bedre match på arbejdsmarkedet og ofte en bedre løn. Og måske også større glæde i jobbet, siger han.

Også en ulempe

Det kan omvendt være en ulempe for virksomheder, der skal bruge tid og penge på oplæring af nye medarbejdere.

Det er i høj grad de unge, som starter i nyt job.

Tallene fra Jobindsats viser, at cirka 165.000 i alderen 25-30 år skiftede job sidste år.

Til sammenligning var det godt 60.000 i aldersgruppen 55-59 år.

Powered by Labrador CMS