Vild plan godkendt i dansk by
Når nye solenergianlæg står færdige, vil de producere strøm svarende til 75.000 husstandes årlige forbrug.
Aabenraas byråd har onsdag aften godkendt planer om at etablere et stort solcelleanlæg på 300 megawatt.
Solcelleanlægget skal ligge sydvest for Rødekro, og når de nye solenergianlæg står færdige, vil de producere strøm svarende til cirka 75.000 husstandes årlige elforbrug.
– Solenergianlæg er i overensstemmelse med Aabenraa Kommunes målsætning om at øge produktionen af vedvarende energi.
– Der bliver talt meget om klima, men efter vedtagelsen af vores strategi for bæredygtig udvikling kan vi handle på en mere slagkraftig måde, siger Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, ifølge en pressemeddelelse.
Vedtagelsen af lokalplanen på cirka 340 hektar vil være Aabenraa Kommunes største lokalplan.
I forbindelse med vedtagelsen har Aabenraa Kommune gennemført en offentlig høringsproces og en miljøvurdering i tilknytning til forslaget.
– Vi har haft en konstruktiv høringsproces, som har medført flere gode forslag fra borgere i området. Det har blandt andet betydet, at vi har samlet anlægget på færre steder, siger formand for Vækstudvalget for Land og By i Aabenraa Kommune, Philip Tietje.
Største i Nordeuropa
Med sine 300 megawatt strøm bliver projektet det største i Nordeuropa, skriver energiselskabet bag anlægget, European Energy, i en pressemeddelelse.
Ifølge administrerende direktør Knud Erik Andersen hos European Energy er projektet et resultat af et godt samarbejde mellem lokale lodsejere, Aabenraa Kommune og European Energy.
Efter planen går arbejdet med solenergianlægget i gang i begyndelsen af 2021.