Vild overraskelse: Storfavoritter taber første kamp på hjemmebane
Manchester City måtte indkassere sæsonens første nederlag på hjemmebane, men er videre i Champions League.
Sæsonens første nederlag på hjemmebane var ikke nok til at forhindre fodboldklubben Manchester City i at gå videre til kvartfinalerne i Champions League.
Det engelske storhold tabte onsdag aften overraskende 1-2 hjemme til schweiziske FC Basel, men avancementet var aldrig i fare.
Manchester City er videre med samlet 5-2.
Det var småt med spændingen før onsdagens kamp på Etihad Stadium.
Manchester City havde med en 4-0-sejr i det første opgør i Schweiz stort set begge ben i kvartfinalen, og det kunne ses i manager Josep Guardiolas startopstilling.
Velrenommerede navne som Kevin De Bruyne og Sergio Agüero sad på bænken fra start, men City stillede alligevel med en kvalitetstrio i offensiven i form af Leroy Sane, Gabriel Jesus og Bernardo Silva.
Der blev også plads til 17-årige Phil Foden på hjemmeholdets midtbane.
Manchester City kom foran efter syv minutter, da Gabriel Jesus udnyttede en aflevering fra Bernardo Silva.
Føringen holdt dog kun frem til det 17. minut i den underholdende første halvleg.
Så bankede Basels Mohamed Elyounoussi bolden i mål til 1-1.
Schweizerne var ikke færdige med at overraske.
Med cirka 20 minutter tilbage af kampen scorede Michael Lang til 2-1, da han udplacerede City-målmand Claudio Bravo med en afslutning i nærmeste målhjørne.
Der blev ikke scoret yderligere, og schweizerne kan rejse hjem med en succesoplevelse i bagagen trods det store nederlag samlet.