Vild krigserklæring fra Trump

Er sikker på valgfusk.

Trumps præsidentkampagne har forsøgt at få domstolene til at stoppe optællingen af stemmer i flere delstater, som ikke er afgjort, men hvor han fører. Foto: Carlos Barria/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

De amerikanske delstater, hvor Joe Biden for nylig har hævdet at have vundet, vil blive indbragt for en domstol på grund af valgsvindel. Det skriver den nuværende præsident, Donald Trump, på Twitter.

– Masser af beviser – bare tjek medierne. Vi vil vinde. Amerika først, skriver Trump. Efter tirsdagens præsidentvalg i USA er stemmerne fortsat ved at blive talt op rundt om i landet. Særlig fokus er der omkring Nevada, der har seks valgmænd til posen.

Umiddelbart forventes det, at Nevada kan offentliggøre et resultat ved 18-tiden dansk tid. Vinder Biden her, så har han ifølge Associated Press vundet valget. I den foreløbige optælling står Joe Biden til at få 264 valgmænd mod Trumps 214. Det kræver 270 valgmænd at vinde valget.

Flere medier har dog bevidst undladt de 11 valgmænd fra Arizona, fordi de endnu ikke mener, det er entydigt, at demokraten vinder her.

Jen O’Malley Dillon, kampagnechef for Demokraternes Joe Biden, siger torsdag, at det vil tage tid, før de endelige resultater for svingstaten Arizona er klar. Det skriver Reuters.

Nyhedsbureauet AP og Fox News har på baggrund af egne prognoser erklæret Biden som vinder i Arizona. Men store medier som CNN og NBC mener fortsat, at det er for tæt til at udpege en vinder.

Powered by Labrador CMS