Vild fest: Pige fik sparket tænder ud og brækket næsen

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det gik vildt for sig til en ungdomsfest i Assens. En pige fik brækket næsen og sparket tænder ud.

En ungdomsfest i Assens gik i nat over gevind. Festen fandt sted på Ladegårdsgade og Korsgade, skriver fyens.dk.

Ved 01-tiden blev Fyns Politi kaldt til stedet på grund af tumult og slagsmål blandt en mindre gruppe. Men yderligere tre personer stødte til slagsmålet, der foregik på gaden.

– Der blev delt øretæver ud, men ikke noget alvorligt, siger vagtchef hos Fyns Politi, Hans Frederiksen, til fyens.dk.

Pige ville berolige mand, men fik øretæver

En 16-årig pige prikkede den ene af de tre nyankomne mænd på ryggen, formentlig for at berolige manden. Men det skulle hun ikke have gjort. Manden vendte sig om og slog pigen ned, så hun brækkede næsen og fik slået to tænder ud.

Den 16-årige pige måtte køres en tur på Odense Universitetshospital til behandling.

Vidner fra festen udpegede gerningsmanden, der var en 18-årig mand fra Ebberup.

Det var dog ikke kun den 16-årige pige, der fik øretæver. En 16-årig dreng og en 15-årig pige blev også ramt af knytnæveslag og lussinger.

Powered by Labrador CMS