Vild auktion i supermarked: Mand ville købe 8-årig for 1,3 millioner

Manden bød igen og igen på den lille pige.

Hændelsen skete i den amerikanske supermarkedkæde Walmart.Arkivfoto: NANDITA BOSE / SCANPIX
Arkivfoto: NANDITA BOSE / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

En 80-årig mand er blevet anholdt efter han efter sigende tilbød en kvinde 1,3 millioner kroner for at købe hendes otteårige datter. Det skriver CBS News.

Hændelsen fandt sted i et af de amerikanske supermarkeder Walmart i Florida.

Ifølge politiet sad en mor på en bænk i supermarkedet sammen med sin datter fredag, da den 80-årige mand kom hen til dem og begyndte at snakke.

Snakken blev hurtigt personlig, da manden spurgte, om kvinden var gift og spurgte ind til datteren.

Bød igen og igen

Den 80-årige begyndte herefter at spørge kvinden, om hun ville sælge sin datter.

– Det første beløb var 100.000 dollar (650.000 kroner), så 150.000 dollar (970.000) og til sidst 200.000 dollar (1,3 millioner kroner), fortæller kvinden.

Moren afslog og sagde, at de var nødt til at gå. Men da moren og datteren var ved at gå, tog manden fat i den otteåriges arm og kyssede hendes håndled.

Kvinden hev sin datter løs og gik omgående. På vej ud af butikken fortalte hun butikkens sikkerhedspersonale om episoden, som også var blevet fanget af overvågningskameraerne i butikken.

Politiet fandt manden ud fra hans kreditkortoplysninger og sociale medier, hvor en anden kvinde havde skrevet om en lignende hændelse. Han blev anholdt lørdag.

Powered by Labrador CMS