Vil undersøge kondom-lov
Enhedslisten og Dansk Folkeparti mener, at det skal være ulovligt at fjerne kondomet uden samtykke
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil undersøge, om det skal være ulovligt at fjerne kondomet under samleje uden samtykke.
Det siger han til DR.
Det kaldes også stealthing. Og det er ifølge DR forbudt i en række lande såsom Storbritannien, Australien og New Zealand. Men stealthing er ikke en del af samtykkeloven i Danmark.
Groft tillidsbrud
- Det er jo helt klart, at det er udtryk for et groft tillidsbrud, siger Hummelgaard til DR.
- Nu vil vi her i ministeriet prøve at danne os et overblik over problemstillingen, indsamle nødvendig erfaring og så indkalde Folketingets partier til møde om det inden for en overskuelig fremtid, siger ministeren.
Brud på samtykke
Både Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten, og Peter Kofod, der er retsordfører i Dansk Folkeparti, mener, at det bør være en del af lovgivningen.
Ifølge Rosa Lund er sagen ret klar. Hvis man har givet samtykke til sex - med kondom - og det kondom så bliver taget af i skjul, så gælder samtykket ikke længere.
Peter Kofod er overrasket over, at stealthing ikke allerede er en del af lovgivningen. Han mener, at det er fint, at ministeren nu undersøger sagen nærmere og derefter taler med partierne om emnet.