Vil tillade barnebrude

Et nyt udspil stikker helt af fra tidligere aftale

Regeringen med Mathias Tesfaye som integrationsminister, vil godkende både barnebrude og flere koner, forlyder det
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen vil lade evakuerede fra Afghanistan med mere end én kone eller ægtefæller under 18 år få opholdstilladelse i Danmark, skriver Jyllands-Posten.

Det gælder altså således også de såkaldte "barnebrude".

Sådan lyder det i hvert fald i et nyt lovforslag, som er udarbejdet af regeringen. 

Forslaget er stik mod, hvad regeringen ellers tidligere har meldt ud. 

Ikke aftalt

Da Folketingets partier blev enige om at evakuere afghanere, der havde arbejdet for Danmark, og deres nærmeste familie, fremgik det, at kun en medfølgende ægtefælle ville kunne komme med, og at ingen ægtefæller under 18 år heller ikke blev godtaget.

Aftalen skal nu laves til en særlov, og i det lovudkast, som er blevet sendt i høring, åbnes der nu for, at den del af aftalen lempes.

- Det bemærkes, at forholdene under evakueringen i Afghanistan var komplicerede, hvilket har medført, at der er eller kan være blevet evakueret udlændinge, som ikke er omfattet af den politiske aftale af 11. august 2021, herunder mere end en ægtefælle eller fast samlever samt mindreårige ægtefæller og samlevere, står der i lovudkastet.

Ved det ikke

Der står videre, at disse udlændinge på grund af omstændighederne bør kunne tildeles opholdstilladelse.

Ifølge Jyllands-Posten oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet, at det ikke er bekendt med, at der er blevet evakueret personer med flere ægtefæller eller mindreårige ægtefæller.

Der er dog en afdød mand, hvis to koner er blevet evakueret.

Der er endnu ikke et endeligt overblik over de 1000 evakuerede, oplyser ministeriet til avisen.

Powered by Labrador CMS