Vil skære i deres udbetaling

Klimaet kan blive støttet, hvis udbetalingen til en gruppe danskere bliver sænket

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, vil have nyuddannede hurtigere i job. Han foreslår i Berlingske at skære i dagpengesatsen. (Arkivfoto.)
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, vil have nyuddannede hurtigere i job. Han foreslår i Berlingske at skære i dagpengesatsen. (Arkivfoto.)
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre ønsker at sænke dagpengesatsen markant for nyuddannede.

Det siger formand Jakob Ellemann-Jensen til Berlingske.

De 1,7 milliarder kroner, der årligt vil kunne spares, skal i stedet øremærkes til klimaet gennem et "permanent grønt råderum".

Øger arbejdsudbuddet

Konkret vil Jakob Ellemann-Jensen sætte dagpengesatsen ned fra 15.844 kroner om måneden til 11.600 kroner for en forsøger.

For en ikkeforsøger vil beløbet skulle gå fra 13.815 kroner til 9555 kroner.

Ud over milliardbesparelsen vil forslaget også betyde, at arbejdsudbuddet øges med 5700 personer ifølge den liberale tænketank Cepos, der har regnet på forslaget.

Gør en indsats

Ellemann-Jensen ønsker samtidig at skabe bedre incitament for at komme hurtig i job som nyuddannet.

- Vi er nødt til at have et mere rimeligt niveau for dagpenge for nyuddannede, så vi tilskynder de unge mennesker til at komme ud på arbejdsmarkedet og gøre en indsats – også selv om det første job måske ikke lige præcis er det, man drømmer om, siger Venstre-formanden til Berlingske.

Borgerlig klimapolitik

- Der er noget skævt i, at den største indtægtsstigning, som mange oplever i tilværelsen, er, når man går fra SU til dagpenge. Sådan skal det ikke være.

Med forslaget vil Venstre sætte sig i spidsen for en borgerlig klimapolitik.

- Den grønne omstilling kommer ikke uden omkostninger. Vi skal have penge at investere, og dem kan man groft sagt enten finde gennem skattestigninger, forringelser af velfærden eller reformer – og der foretrækker jeg absolut det sidste, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet udgør nyuddannede hver fjerde af alle dagpengemodtagere.

I 2018 var der 20.550 nyuddannede på dagpenge, og det er en markant stigning i forhold til 6150 i 2008.

Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen, født 25. september 1973 i Hørsholm, søn af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og fhv. chefredaktør Alice Vestergaard. Gift. Far til tre børn.
Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Venstre i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.
Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Storkreds, 15. september 2011 – 18. juni 2015.
Kandidat for Venstre i Aarhus Sydkredsen fra 2014.
Kandidat for Venstre i Odense Østkredsen, 2010-2014.
Parlamentarisk karriere
Formand for Venstres folketingsgruppe, 2019-2020.
Formand for Venstre fra 2019.
Politisk ordfører, 2019.
Miljø- og fødevareminister, 2. maj 2018 – 27. juni 2019.
Næstformand for Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse, 2016-2018.
Politisk ordfører, 2015-2018.
Uddannelse
Cand.merc.jur., Handelshøjskolen i København, 2000-2002.
Ha (jur.), Handelshøjskolen i København, 1996-1999.
Grundkursus til officer af reserven, Hærens Kampskole, 1994.
Sergent i Hæren, Sergentskolen i Sønderborg, 1993.
Matematisk student, N. Zahles Gymnasieskole, 1989-1992.
Beskæftigelse
Koncernjurist, GN Store Nord A/S, 2007-2011.
Afdelingschef, IBM Danmark A/S, 2005-2007.
Jurist, IBM Danmark A/S, 2002-2005.
Juridisk rådgiver, PwC Consulting A/S, 2000-2002.
Officer af Reserven fra 2000.
Kaptajn, Den danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina, 1999-2000.
Premierløjtnant af reserven, Den internationale Brigade, 1996-1999.
Løjtnant, Sjællandske Livregiment, 1994-1996.
Værnepligtig menig og sergent, Den Kongelige Livgarde, 1992-1994.

Kilde: ft.dk

Powered by Labrador CMS