Vil beslaglægge Trumps skyskraber

New Yorks justitsminister vil gå efter beslaglæggelse af Trumps ejendele, hvis ikke han betaler milliardbøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

New Yorks justitsminister, Letitia James, sagde tirsdag, at hun er klar til at gå efter beslaglæggelse af ekspræsident i USA Donald Trumps aktiver, hvis ikke han betaler en bøde på 355 millioner dollar, som stammer fra hans tabte bedragerisag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet, som Trump skal betale, svarer til knap 2,5 milliarder kroner.

Vil beslaglægge aktiver

- Hvis han ikke har midler til at betale dommen, så vil vi søge om håndhævelse i retten, og vi vil bede dommeren om at beslaglægge hans aktiver, siger Letitia James til mediet ABC News.

Beslaglæggelsen skal i så fald blandt andet gælde de skyskrabere, som Trump ejer, lyder det.

Overdrevet værdien

I sidste uge afgjorde en dommer i en civil bedragerisag ved en domstol på Manhatten i New York City, at den tidligere republikanske præsident skal betale bøden på de 2,5 milliarder.

Ifølge anklagen skal Trump hvert år gennem et årti have overdrevet værdien af sit familieforetagende, som beskæftigede sig med ejendomshandel, med op til 3,6 milliarder dollar. Det svarer til knap 25 milliarder kroner.

Trump har afvist at have gjort noget forkert og har appelleret afgørelsen om bøden. (Arkivfoto).

Afviser og appellerer

Trump har afvist at have gjort noget forkert og har appelleret afgørelsen om bøden.

Hans appel vil ifølge Reuters sandsynligvis fokusere på en påstand om, at der ikke var nogen reelle ofre i sagen.

Letitia James siger dog til ABC, at hun ikke tvivler på afgørelsens tyngde.

- Økonomisk bedrageri er ikke offerløse forbrydelser, siger hun til mediet.

Ikke en fejl

- Han engagerede sig i den omfattende svindel. Det var ikke bare en simpel fejltagelse eller en lille forglemmelse, og omfanget af svindlen var rystende, siger hun.

Bedrageriet skal være sket for at få bedre låneforhold.

Vil være præsident igen

Donald Trump forsøger at blive Republikanernes præsidentkandidat, når der er præsidentvalg i USA i november, og han er lige nu favorit til at vinde det republikanske præsidentkandidatur.

Demokratiske Joe Biden går efter fire år mere på posten.

Powered by Labrador CMS