Vigtigt opråb: Lad dem være
Hvis man er så heldig at se en sælunge på stranden skal man ikke gå hen til den. I stedet skal man lade den være.
Ser man en sælunge på stranden skal man ikke være bekymrede. Den er ikke blevet efterladt af sin mor. Den hviler sig bare, og det bedste, man kan gøre, er at lade være med at gå hen til dem. Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Naturstyrelsen modtager nemlig i disse uger mange opkald fra bekymrede borgere, der har set sælunger ligge alene på stranden. Men man hjælper bedst sælerne ved at lade ungerne være i fred.
Artiklen fortsætter under videoen.
Når sælmødre efterlader deres unge på stranden, er det helt i overensstemmelse med naturens orden. Moderen har efterladt ungen på stranden, fordi hun selv skal ud at fange fisk. En sælunge dier et helt kilo mælk i døgnet hos sin mor, så hun har brug for at få tanket energidepoterne op.
– Moderen vil aldrig forlade sin unge, men vende tilbage til der, hvor hun efterlod den. Derfor er det vigtigt, at ungen ligger på samme sted, og at der er ro til at gå i land og die ungen. Det kan være svært, hvis der er mange mennesker og særligt, hvis de går helt hen til ungen for at hjælpe den, siger vildtkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen og fortsætter:
– Mit bedste råd er at gå i en bue uden om sælungen og nyde synet af den på afstand. Så skal moderen nok tage sig af resten.
Ring efter hjælp ved synlige skader
En sælunge har brug for at hvile sig og bruge al sin energi på at vokse. Derfor skal man heller ikke forsøge at få ungen ud i vandet. Der skal den bruge energi på at holde varmen og bevæge sig, og kan desuden blive væk fra sin mor.
Ungerne vil fortsat trække op på stranden for at hvile sig, når de hen på sommeren er blevet større og ikke længere er afhængige af deres mors mælk. Her skal man fortsat lade dem være i fred.
Ser man en sælunge med sår eller andre synlige skader, kan man ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812 eller en af Naturstyrelsens vildtkonsulenter.