Vigtigt opråb: Lad dem ligge

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral har allerede modtaget de første opkald om 'forladte' rålam.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rigtig mange tror fejlagtigt, at et rålam, der ligger gemt i græsset helt alene, er blevet forladt af moderen. Men det er dog meget sjældent tilfældet. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen

Det fremgår også, at Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 allerede har modtaget de første anmeldelser fra bekymrede folk, der tror, der har fundet et forladt rålam.

”Mange folk misforstår, hvornår et rålam er i nød, og hvornår det bare opfører sig som et normalt rålam i naturen. Det er helt naturlig adfærd, at små rålam ligger det meste af tiden alene. Når nogen kommer tæt på, trykker det sig blot ned mod jorden for at skjule sig selv”, forklarer Michael Carlsen, biolog ved Dyrenes Beskyttelse.

De første rålam er netop kommet til verden ude i naturen og er ustabile på benene i den tidlige alder. Derfor ligger de det meste af tiden og gemmer sig i græs og buskadser, mens deres mor er ude efter føde. Det opfatter mange mennesker som om rålammet er i nød, når de finder det liggende alene i græsset.

Et rålam er således sjældent i nød og den allerbedste måde at hjælpe, det er ved at lade det være i fred. Man bør simpelthen forlade området, så dets mor tør nærme sig.

”Den største fare for rålam er faktisk de mennesker, som finder dem. Mange tror, at de hjælper lammet ved at holde øje med det og tjekke, om dets mor kommer tilbage. Men et rådyr vil meget sjældent nærme sig sin unge, hvis der er mennesker i nærheden. Det kan også være grund til, at nogle rålam går og kalder. Den er blevet sulten og utålmodig, men der er mennesker i nærheden, så moren tør ikke nærme sig,” pointerer Michael Carlsen.

Finder man derimod et såret rålam, skal man kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

Powered by Labrador CMS