Vigtigt bindeled i det dansk-tyske forhold
Den tidligere chefredaktør Siegfried Matlok fylder 75 år.
I dag fylder Siegfried Matlok 75 år.
Den tidligere chefredaktør er født i grænselandet og har været en vigtig brik mellem danskere og tyskere efter Besættelsen.
Matlok har nemlig i mange år været en markant stemme for det tyske mindretal i Danmark.
Artiklen fortsætter under videoen.
Gennem fire årtier var han først ansvarshavende redaktør og fra 1979 chefredaktør for det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger i Aabenraa, indtil han i 2013 gik på pension.
Tog det svage parti
Matlok er selv dansk statsborger og bor med sin danske kone i Løjt Kirkeby ved Aabenraa – på tysk Apenrade.
Siegfried Matlok blev født kort efter besættelsens ophør i Flensborg i en dansk-tysk familie og kom i dansk skole.
Senere valgte han dog side for det tyske. Det skyldtes en holdning i familien og i de nære omgivelser, som efter Matloks mening var for nationalistisk og tyskfjendtlig.
“Alt tysk var stigmatiseret”, så i virkeligheden tog han parti for den svage part, har han fortalt.
Stemme for mindretal
Siegfried Matlok blev uddannet journalist på en dansksindet, men tysksproget avis syd for grænsen og senere på Der Nordschleswiger i Aabenraa, hvor han tiltrådte som redaktør i 1973.
Med sin særlige baggrund blev han et stærkt bindeled mellem tysk og dansk i nogle årtier med mange udfordringer.
Matlok var i årene 1988-2007 tillige sekretariatsleder for det tyske mindretals sekretariat på Christiansborg. Han holder stadig foredrag og er en ofte brugt kommentator om grænseforhold.
Godt forhold til Tyskland
En Voxmeter-måling i forbindelse med 70-året for besættelsens ophør viste, at 7 ud af 10 danskere nu har en overvejende positiv opfattelse af den tyske befolkning. Det noterede den gamle journalist og lobbyist sig med tilfredshed.
– Det dansk-tyske forhold har udviklet sig fantastisk, og har jeg haft bare en lille smule indflydelse på det, kan jeg være tilfreds, sagde Matlok beskedent.
I 1989 udgav han på baggrund af lange samtaler den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark 1942-1945, dr. Werner Bests erindringer.
SS-manden Best var stærkt forhadt under og efter besættelsen, men slap i retsopgøret efter krigen med en kortere fængselsstraf, så han efter nogle år bag tremmer i Danmark kunne vende hjem til Tyskland.