Vigtig viden: Sådan fjerner du sikkert et hvepsebo
Rigtig mange danskere kæmper med hvepse om sommeren. Her kan du se, hvordan du sikkert fjerner et hvepsebo.
Sommertid er lig med hvepsetid, og rigtig mange danskere har hvepseplagen tæt inde på livet og har formentlig spurgt sig selv: Hvordan fjerner man et hvepsebo?
Ifølge Falck skader hvepse ikke som sådan dit hus, men kan være voldsomt generende på grund af deres smertefulde stik og aggressive adfærd.
For allergikere kan hvepsens stik desuden potentielt være livsfarligt, så det er ikke uden grund, at mange frygter det lille gulsorte insekt.
Især i sensommeren bliver hvepsene aggressive, fordi arbejderhvepsene ikke længere behøver finde føde til dronningen, og derfor blot strejfer rundt uden formål.
I galleriet ovenfor kan du se gode råd til, hvordan du undgår de omstrejfende hvepse.
Hvordan fjerner man et hvepsebo? Sådan gør du
Ifølge Bolius er det bedste tip til at fjerne et hvepsebo, at man gør det om aftenen. Hvepsene søger tilbage til boet, når det er mørkt og når temperaturen er lavere, og derfor er der bedste chance for at ram på dem alle ved aftenstid.
Man skal helst tage tykt tøj, handsker og maske på og sørge for, at der ikke er sprækker, som hvepsene kan komme ind i.
Falck anbefaler, at man bruger insektgift, som sprøjtes ind i boet, og som lammer hvepsene i løbet af et kvarter.
Derefter kan man ifølge Bolius tage en kraftig sort plastiksæk, som du kommer udenom boet, og derefter fjerner det.
Man skal dog være forsigtig, da hvepsene vil være særdeles aggressive omkring deres bo.
Hvis man er allergiker, anbefaler både Bolius og Falck, at man allierer sig med en skadedyrsbekæmper.