Viggo får en “Æres Bodil”

Viggo Mortensen. Foto: ERIC GAILLARD/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Årets Bodil-prisuddeling får besøg af en vaskeægte verdensberømthed. Skuespiller Viggo Mortensen lægger vejen forbi Bremen Teater, når Bodil-statuetterne uddeles 28. februar, da han samme aften modtager en Æres Bodil.

Viggo Mortensen gjorde sig for alvor bemærket på det internationale filmlærred for sin rolle som Aragorn i »Ringenes Herre«-trilogien, og siden er den 56-årige skuespiller også blevet nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i filmen »Eastern Promises« i 2008.

Og nu mener Danske Filmkritikere, at det er på tide at hylde dansk-amerikaneren for sin »forbilledligt alsidige karriere« og for sin særlige tilknytning til Danmark, lyder det i en pressemeddelelse.

»Viggo Mortensen er en skuespiller, som vi her til lands er stolte over at have halvpart i, og han er en kunstner, der hele tiden arbejder på at udvikle og raffinere sin metier. Der er et særligt bånd mellem Danmark og Viggo Mortensen, og det vil vi gerne gøre vores til at styrke,« siger Jacob Wendt Jensen, formand i Danske Filmkritikere, som uddeler Bodil-priserne.

Bodil-priserne har været uddelt siden 1948, og Viggo Mortensen kommer i fornemt selskab blandt tidligere Æres Bodil-modtagere, som tæller blandt andre Ove Sprogøe, Helle Virkner og Ghita Nørby.

Sidstnævnte medvirker sammen med Viggo Mortensen i den dansk-argentinske film »Jauja«, som får premiere i de danske biografer i løbet af foråret.

Powered by Labrador CMS