Vidste du? Grundlovsdag er ikke en helligdag

Grundlovsdag er officielt set ikke en helligdag. Alligevel har langt de fleste dog fri hvert år den 5. juni.

Offentliggjort Sidst opdateret

I dag, den 5. juni, er det Grundlovsdag. Det fejres normalt over hele landet med grundlovstaler og vajende Dannebrog.

I år er det, som så meget, anderledes. Coronavirus og medfølgende restriktioner gør, at arrangementer landet over er anderledes – talerne skal fanges på en skærm, hvis man er interesseret.

Alligevel holder langt de fleste fri Grundlovsdag. Men Grundlovsdag er faktisk ikke en helligdag. Når de fleste så alligevel har fri, skyldes det, at det er noget man har forhandlet sig til i sin overenskomst eller kontrakt.

Det skriver a-kassen ASE eksempelvis:

“Grundlovsdag – den 5. juni – er ikke pr. automatik hverken en halv eller en hel fridag. Det er nemlig ikke en helligdag. Grundlovsdag er blot en dag vi fejrer, fordi vi fik vores grundlov i 1849.

Med mindre der står noget nævnt i din kontrakt – eller i din overenskomst, hvis du er ansat under én – har du ikke automatisk ret til at holde fri. Men har du ret til at holde fri, er næste spørgsmål, om du også har ret til løn? Det skal du også besøge din kontrakt/overenskomst for at få rede på.”

Har butikkerne åbent Grundlovsdag?

Selv om det altså ikke er en helligdag, har langt de fleste butikker og supermarkeder alligevel lukket Grundlovsdag.

Erhvervsstyrelsen skriver nemlig, at Grundlovsdag lige som helligdagene og juleaftensdag, der heller ikke er en helligdag, og nytårsaftensdag efter klokken 15, er omfattet af lukkeloven.

Det betyder, at større supermarkeder – med en omsætning over 35 millioner årligt – skal holde lukket.

Man kan altså finde en række enten nyere eller mindre supermarkeder, man godt kan handle i.

Listen over disse er for lang til at blive skrevet her – det drejer sig eksempelvis om 236 ud af 515 Netto-butikker – men kan findes på de respektive supermarkeders hjemmesider.

Hvad fejrer vi Grundlovsdag?

Det ligger jo lidt i navnet.

Danmark har ingen egentlig nationaldag på samme måde, som eksempelvis amerikanerne fejrer deres 4. juli.

Derfor er Grundlovsdag det tætteste, vi kommer.

Dagen fejrer indførelsen af den første danske grundlov – 5. juni 1849.

Grundloven er siden blevet ændret flere gange, senest i 1953, hvor Christiansborgs 2. kammer, Landstinget, blev nedlagt og tronfølgeloven ændret, således at dronning Margrethe kunne blive landets regent. Den trådte også i kraft 5. juni. 1953, altså.

Powered by Labrador CMS