Vidste du det? Du kan forhandle om mere end du tror
Danskerne har ikke den store krejlermentalitet, og det er ærgerligt, for der er penge at hente på mange områder, påpeger forbrugerøkonom.
De fleste ved, at man kan forhandle om prisen på en bolig, en brugt bil eller på kommoden på loppemarkedet.
Men færre er klar over, at der også kan være store summer at spare på både telefoni, hårde hvidevarer og forsikringer, hvis du finder din indre krejler frem.
Nogle steder kan du skrue på prisen ved at ændre betingelserne. Det gælder for eksempel hos dit forsikringsselskab.
– Nogle selskaber har en lavere præmie mod en højere selvrisiko, mens andre giver rabat på bilforsikringen, hvis den for eksempel kører under 10.000 kilometer om året, forklarer Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.
Priserne ændrer sig hele tiden, og det gør dit behov formentlig også. Så først og fremmest skal du afveje, hvad du har nu, i forhold til hvad du har brug for.
Gennemgå dine forsikringer mindst en gang om året, og gerne nogle måneder før forfaldet skal betales, hvis der er en opsigelsesperiode.
Kast dig herefter over alle dine øvrige aftaler – på for eksempel telefoni, internet og lignende.
Ring til udbyderen
Er det for tidskrævende og uigennemskueligt, kan det nogle gange betale sig at ringe direkte til udbyderen.
– Det er godt selv at være aktiv. Der kommer en god timeløn ud af det, hvis man får noget, der enten er bedre eller billigere, siger Ann Lehmann Erichsen.
For virksomhederne vil ofte have en interesse i at hjælpe dig.
– Som kunde har du altid fat i den lange ende. Du er aldrig forpligtet til at være kunde netop der, og du kan nemt skifte, siger forbrugerøkonomen.
På andre vareområder kan det bedre betale sig at forhandle ansigt til ansigt, mener Morten Holm Steinvig, der er konsulent i finansielt forbrug hos Finanstilsynet.
Det gælder for eksempel på tøj, hårde hvidevarer og elektronik.
Her er det ikke urealistisk at kunne få en besparelse på mellem fem og ti procent.
Snak med den ansvarlige
Men du skal have fat i butiksbestyreren eller en anden ansvarlig, som har mandat til at give dig en god pris eller ekstra oveni.
– Ringer du ind til et callcenter, taler de typisk ud fra et manuskript, og du får sjældent fat i den rigtige person, siger han og tilføjer:
– Desuden er det sværere at sige nej, når man står overfor hinanden, end hvis man taler over telefon.
Spørg først, om de kan komme med en god pris. Alternativt om du kan få noget ekstra med i handlen – og til sidst hvad de så ellers kan tilbyde?
– Man skal huske på, at butiksansatte er handelsfolk, som har oplevet det mange gange før, siger Morten Holm Steinvig.
Og det er bare at komme i gang.
– Vi forhandler allerede, når vi køber bolig, bil og brugte varer. Det er samme strategi, vi skal bruge andre steder, siger Ann Lehmann Erichsen.
I galleriet ovenfor kan du se konkrete sætninger, det er godt at sige, når du skal forhandle dig til en bedre pris.