Videregående uddannelser vil have mønsterbrydere
De videregående uddannelsesinstitutioner forpligter sig nu til at gøre en aktiv indsats for at tiltrække og fastholde flere unge fra hjem, hvor uddannelse ikke er en tradition.
Det sker, efter institutionernes bestyrelsesformænd og uddannelses-minister Sofie Carsten Nielsen (R) torsdag har underskrevet nye udviklings-kontrakter for de kommende tre år.
Sofie Carsten Nielsen er meget tilfreds med, at institutionerne med kontrakterne har sat konkrete mål for at skabe bedre muligheder for de unge mønsterbrydere:
»Den enkelte unges sociale baggrund må ikke have betydning for, om han eller hun får udnyttet sit fulde potentiale, og derfor er det vigtigt, at institutionerne sætter ind,« siger ministeren i en pressemeddelelse.
De 37 videregående uddannelsesinstitutioner har selv formuleret indholdet i deres kontrakter, og flere institutioner vil blandt andet fokusere målrettet på at rekruttere studerende, som bor i kommuner med få ansøgere til de videregående uddannelser.
»Det er nogle gode og ambitiøse mål, som institutionerne har fastsat. Jeg er overbevist om, at målene vil være med til at styrke institutionernes fokus på blandt andet undervisnings-kvaliteten, samarbejdet med erhvervslivet, og at flere unge tager på udlandsophold og helt generelt får udnyttet deres fulde potentiale,« siger Sofie Carsten Nielsen.
Uddannelses-ministeren har dog også selv fastlagt en række fælles mål for uddannelsesinstitutionerne, der blandt andet indebærer bedre kvalitet i uddannelserne, styrket internationalisering og øget social mobilitet.