Vicki hørte mand blive skudt: “Jeg troede det var fyrværkeri”
Vicki Sofie Jespersen vil sent glemme den aften, hvor en mand blev skudt ned helt tæt på hendes hjem.
– Jeg var i gang med at lave mine lektier. Jeg havde lige pakket sammen og var på vej i seng, da jeg hørte tre ‘bang’.
Det fortæller Vicki Sofie Jespersen, der pludselig fik andet at tænke på end dyner og en forestående eksamen. Få meter fra kollegielejlighedens vindue er en mand netop blevet ramt af skud. Det ved hun bare ikke. Endnu.
De tre brag tænker hun ikke nærmere over. Heller ikke over det hjulspin, hun også hører umiddelbart efter. Ikke før kæresten siger, at der er noget galt. Og ved nærmere eftertanke synes Vicki også, at ekkoet, man hører ved fyrværkeriet sprænger, ligesom manglede efter de brag, hun hørte.
Nede på gaden kan parret høre en person hoste, men kan ikke lokalisere, hvor den kommer fra. Da de fornemmer, at det kan være en, der er kommet til skade, går de tilbage for at hente en lommelygte.
– Men da vi når ned på gaden, er politiet der allerede i kampuniformer, siger Vicki Jespersen, der til daglig studerer HG på Zealand Business College.
Senere finde parret ud af, at en mand er blevet skudt. Ifølge Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er der tale om en 30-årig mand, der angiveligt har tilknytning til bandemiljøet.
Vicki og hendes kæreste kontakter så politiet, så de kan fortælle, hvad de havde oplevet.
– Bagefter blev vi bedt om at gå hjem i modsat retning af, hvor det var sket, fortæller Vicki.
Vel tilbage på kollegiet kunne man stadig fornemme den uro, der prægede gaden.
– Der var politihunde, der gøede, og på et tidspunkt kunne vi også høre en helikopter, siger Vicki.
Det skulle senere vise sig, at helikopteren var tilkaldt for at flyve den sårede til Rigshospitalet.
Et fredelig område
Vicki Jespersen synes, at hun normalt bor i ret fredeligt område.
– Der er altid børn, der leger, fortæller hun.
Det var der ikke i aftes. Der blev en 30-årig mand skudt ned henne ad gaden.
– Det kommer tæt på lige pludselig, som Vicki Jespersen udtrykker det.
Rystet over episoden
Vicki var så rystet, at hun på trods af det sene tidspunkt måtte ringe til en veninde og fortælle om episoden.
– Jeg havde bare brug for at komme af med det, fortæller hun.
Der gik lang tid, inden Vicki og hendes kæreste kunne falde i søvn oven på nattens begivenheder. Alligevel måtte hun tidligt op og i skole, da en eksamen nærmer sig.
– Da jeg gik hjemmefra i morges klokken halv ni, var der stadig betjente på stedet.
Ifølge Ekstra Bladet gav skyderiet flere gener for de lokale: Både en nærliggende børnehave og Rema 1000-butik kunne ikke åbne som normalt. Børnehaven åbnede gennem en bagdør, mens Rema 1000-personalet, da de fik åbnet, ikke måtte benytte sig af deres affaldscontainere til at begynde med, skriver bladet.
En er anholdt
Vicki Jespersen er ikke bange for at bo, hvor hun bor, men nattens hændelser har alligevel sat nogle spor:
– De så uhyggelige ud, sådan med maskinpistoler. Men det er betryggende, at de kom så hurtigt, siger hun, og hentyder til de kampklædte betjente, der har præget gadebilledet i området omkring Parkvej i Næstved det meste af natten til fredag.
– Men det var nu ikke lige sådan, jeg troede, min weekend skulle starte, siger Vicki Jespersen.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har anholdt en mand i forbindelse med skudepisoden.
Den 30-årige mand, der blev skudt, er uden for livsfare.