Annonce
Viborg gav chok-comeback til jernhård lady – og fik grumme tæv af Esbjerg
Skadeslisten hos Viborg HKs håndbolddamer er så lang, at cheftræner Christian Dalmose så sig nødsaget til sensationelt at indkalde for længst pensionerede Heidi Astrup, 42 år, samt den tidligere fløjprofil Henriette Mikkelsen til aftenens topkamp hjemme mod Esbjerg.
Men lige lidt hjalp det for Viborg, der led et ydmygende 21-32-nederlag til de vestjyske gæster, der dermed er oppe på otte ligasejre i træk. Esbjerg fører nu Dame Boxerligaen med fire point ned til Viborg på andenpladsen.
Både Heidi Astrup og Henriette Mikkelsen nåede at score en enkelt gang for værterne. Esbjergs danske landsholdsspiller Lotte Grigel blev sammen med sin holdkammerat Estavana Polman kampens topscorere med syv mål.
Annonce
HC Odense vandt onsdag overbevisende over SK Aarhus på udebane. 31-23 lød den fynske sejr på. Og i aftenens tredje og sidste kamp vandt Team Tvis Holstebro hjemme med 28-23 over Randers HK.